Sommervejret fortsætter

Juni begynder, hvor maj slap

Selvom kalenderen skifter årstid fra forår til sommer, så forbliver vejret det samme, nemlig sommerligt.

Enkelte byger mod sydvest

I nat og først på morgendagen kan der trække nogle enkelte byger op gennem det sydvestlige Jylland. I resten af landet ser det tørt og nogenlunde klart ud. Temperaturen falder til ca. 15 grader og vinden kommer stadig fra østlige retninger. Ved Østersøen er vindstyrken frisk eller måske endda hård, men den mister pusten igen i morgen.

Skyet mod sydvest ellers solskin

I morgen kan der sammen med bygerne være et lidt tættere dække af relativt højtliggende skyer først på dagen, men senere får solen større spillerum.

Eftermiddagsvejret kommer i store træk til at minde om det vi har set de seneste dage. Temperaturer op 23 til 28 grader, dog kun 20 grader ved de østvendte kyster tilført en svag til jævn vind fra østlige retninger.

Facebook
Twitter