Tema Kraftig blæsevejr over Danmark 10 artikler

Sommervejret skifter: Stormen Johanne kommer med vindstød af orkanstyrke

Fredag kan dele af Danmark blive ramt af storm, oplyser DMI.

I flere måneder har vejret stået på sol, høje temperaturer og næsten ingen vind. Men fra i morgen ser vejret i dele af Danmark noget anderledes ud.

Stormen Johanne er på vej mod landet, og DMI varsler nu, at der kan komme storm med vindstød af orkanstyrke fra fredag morgen.

Det er den jyske vestkyst, der bliver hårdest ramt. Og her skal man tage en række sikkerhedsforanstaltninger, fortæller vagthavende meteorolog på DMI Mette Wagner.

- Løse genstande såsom trampoliner, grill og den slags ting flyver væk, hvis de ikke er sat ind i skuret eller tøjret fast. Og så skal telte rundt omkring på campingpladser pløkkes ekstra godt fast, siger hun.

I den øvrige del af landet vil det også komme til at blæse, men her vil vindstødene kun være af kulingstyrke.

Usædvanligt med vinde i august

Den kraftige vind skyldes udviklingen af et usædvanlig dybt lavtryk, som dannes på grænsen mellem den meget varme luft over Central- og Østeuropa og den noget køligere luft over Vesteuropa.

Og det er ifølge Mette Wagner meget særligt, at man ser så kraftigt blæsevejr i august måned. Fra 1891 til nu har DMI kun registreret kraftigt blæsevejr med vindstyrker op mod storm otte gange. Normalt plejer de at gemme sig indtil begyndelsen af efteråret.

Hvis stormen Johanne holder, hvad hun lover, kan blæsevejret i morgen blive det tidligste på DMI's stormliste.

Sidste gang, der var et lignende kraftigt blæsevejr var den 20. august 1990.

Risiko for skybrud

Men stormen kommer ikke nødvendigvis alene.

DMI har ligeledes meldt ud, at der er risiko for kraftig regn og skybrud. Risikoen for skybrud er størst i den sydlige del af landet og forventes at være overstået midt på natten til lørdag. Skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter eller mere på 30 minutter.

I en meddelelse oplyser DMI, at det gælder Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Syd- og Sønderjylland, Odder, Trekantområdet, Samsø, Horsens og Hedensted.

Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og nedsat sigtbarhed.

  • Print
  • Del artiklen: