Stormen Alexander slapper lidt af

Fredagens storm på en meget våd dag ser ud til ikke at blive så hård, som det var bebudet sent torsdag aften.

Stormen Alexander, som rammer Danmark i løbet af eftermiddagen, bliver ikke så voldsom som prognoserne viste torsdag aften, siger DR Nyheders vejrvært Mikael Jarnvig.

- Prognoserne har svinget lidt, men nu siger de, at vindstødene ikke bliver af orkanstyrke, men kun af stormstyrke.

Den hårde vind, som kommer fra sydvest, vil ved Vadehavet blæse med op til 20 meter i sekundet. Det samme gælder i Nordsjælland og Sydsjælland.

Vindstødene kan vælte stilladser, knække træer og grene og også flå tagsten af.

Når Østdanmark fredag aften

Som prognoserne ser ud nu, vil stormen Alexander blæse hen over Sydfyn, Lolland Falster, det sydlige Sjælland, Nordsjælland, Østersøen og Bornholm.

Den begynder i vest sidst på eftermiddagen og når resten af landet ud på aftenen.

Fredagen begynder med regnbyger, nogle steder med hagl og torden, og sidst på eftermiddagen får det selskab af stormen Alexander.

FacebookTwitter