Stormen blæste vandet væk: Laveste vandstand i Aarhus i 30 år

Stormlavtrykket Floriane har givet de laveste vandstande ved den østjyske kyst i 30 år.

Ved Risskov strand med udsigt til Århus Ø og Lighthouse var vandet tirsdag trukket så langt tilbage, at alle badebroerne var fritlagte. (Foto: © Mikael Rasmussen)

Stormlavtrykket Floriane gav tidligt tirsdag morgen forhøjet vandstand langs Jyllands vestkyst.

I Vadehavet blev der presset så store mængder vand ind mod kysten, at der flere steder blev målt de højeste vandstande, siden stormen Bodil ramte i december 2013.

På østkysten i Jylland skete det modsatte. Vandet blev presset væk fra kysterne, og vandstanden var usædvanligt lav.

Laveste vandstand i 30 år

Vandet forsvandt fra kysterne langs Jyllands østkyst, hvor vandstanden i forbindelse med stormen var usædvanlig lav.

Klokken 10 tirsdag formiddag var vandstanden i Aarhus Havn 99 centimeter lavere end normalen.

Det er den laveste vandstand i Aarhus i 30 år, ifølge Sebastian Pelt fra DMI.

  • Det kraftige blæsevejr, der nogen steder gav storm, pressede al havvandet væk fra kysten og ud i Kattegat. Det efterlod en bar strand og badebro ved Risskov i Aarhus. (Foto: © Lisbet Jensen)
  • Også ved Saksild strand er der, ifølge fotografen, "super lavvande" på grund af stormen. (Foto: © Søren Smidt)
  • Her er det ved Tangkrogen i Aarhus med udsigt over Marselisborg Lystbådehavn. I Aarhus Kommune kulminerede det langvarige blæsevejr fra tidligt tirsdag morgen og formiddag, hvor der over en periode på mindst fire timer var vindstød af stormstyrke. (Foto: © Helena Holvad (DR Vejret))
1 / 3

For mens sydvestenvinden pressede vandet ind mod kysterne i Vestjylland, var der fralandsvind langs den jyske østkyst, hvor vandet blev presset ud i Kattegat og 'manglede' inde ved kysten.

I Vejle var vandstanden nede på 131 centimeter under normalen tirsdag formiddag, og det er 11 år siden, den sidst stod så lavt.

Både på Fyn og Sjælland var vandstanden også lavere end normalt. Ved Odense Fjord var vandstanden 102 centimeter lavere end normalt tirsdag ved middagstid, og i Kalundborg var den 84 centimeter lavere end normalt tirsdag formiddag.

Et langvarigt kraftigt blæsevejr

På vestkysten steg vandstanden helt klassisk i en vejrsituation som denne med kraftig blæst og storm fra sydvest.

Vandstanden nåede op på 360 centimeter ved Ribe Kammersluse tidligt tirsdag morgen og op på 330 centimer over normalen i Esbjerg.

Det er den højeste vandstand i 11 år i Esbjerg.

  • Stormlavtrykket Floriane nordvest for Danmark har givet storm og kraftige vindstød fra vest og i Danmark. Den kraftige blæst presser vandet ind mod kysterne langs Vestkysten. (Foto: © DR vejret)
  • Det har medført forhøjet vandstand langs Jyllands vestkyst og lav vandstand langs Jyllands østkyst og kyster i Kattegat. (Foto: © DR vejret)
1 / 2

Det kraftige blæsevejr har da også været langvarigt, og havvand er gennem flere dage blevet presset ind mod kysten og tilsvarende væk fra kysten østpå.

Først onsdag formiddag er de kraftige vindstød af stormstyrke ved vestkysten i Jylland hørt op.

De første vindstød af stormstyrke kom allerede natten til mandag den 6. januar.

Dermed ender det kraftige blæsevejr, der kulminerede med en regulær storm, med at have varet i to et halvt døgn.

Ribe midtby har lidt hårdt under eftervirkningerne fra stormen og gårsdagens regn og smeltevand. Åens vand har ikke kunnet komme ud, idet Kammerslusen fortsat var lukket onsdag formiddag, skriver fotografen. (Foto: © Torben Hestehave)

Situationen udligner sig med aftagende blæst

Onsdag er vandstanden flere steder ved kysterne til Kattegat ved at nærme sig normalen.

Det sker i takt med at blæsevejret og de kraftige vindstød er aftagende.

I Aarhus Havn er vandstanden nu kun 15 centimeter under normalen og i Vejle 37 centimeter under normalen.

På den jyske vestkyst er vandstanden nu modsatrettet faldende.

I Esbjerg er den nu nede på 80 centimeter over normalen og ved Ribe Kammersluse 92 centimeter over normalen.