Svedige sensommerdage udsætter parringen hos kronhjortene

Temperaturen har indtil nu ligget over en normal september.Her får du mere at vide om, hvordan naturen indretter sig i det varme efterår,

Det er især kronvildtet, der er påvirket af de svedige septemberdage i år. (© DR)

Det er ikke kun os mennesker, som kan stønne lidt over de seneste varme septemberdage med temperaturer på 25 grader eller mere.

Pindsvinene bruger der varme dage til at spise endnu mere mad. (Foto: danske-dyr.dk © DR)

Pindsvinene tøffer stadig rundt og æder sig tykke, inden de går i hi, og fuglene forsyner sig også med mad og udsætter turen mod syd, forklarer naturvejleder i Naturstyrelsen, Jes Aagaard:

- Dyrene er også påvirket af de høje temperaturer og indretter sig efter det. Det betyder blandt andet en længere sæson og måske to kuld unger.

Du får flere detaljer i videoen nedenunder.

Svedige septemberdage

Kalenderen siger efterår, men det ved september måned ikke. Forleden målte Ribe 29,9 grader, og det er 69 år siden, det skete sidst.

https://twitter.com/dmidk/status/776396735182544897

Har næsten fået en hel måneds sol

Klimanormalen for september er 12, 7 grader, men i denne første halvdel af september er gennemsnitstemperaturen oppe over 17 grader. Og halvvejs i måneden har vi næsten fået al den sol, som en gennemsnitsseptember plejer at byde på.

Bare ben og lys på cyklen

Mikael Jarnvig, vejrvært, er en af dem, der holder af det lune septembervejr. Især på cykelturen fra Valby til arbejdet i DR Byen, forklarer han efter at have gransket temperaturerne for første halvdel af denne september:

- Jeg cykler i T-shirt og shorts om formiddagen, men det er yderst sjældent, at jeg har kunnet køre hjem med lys på cyklen i aftenmørket og samtidig have shorts og kortærmet bluse på.

Parring kræver under 20 grader

September er også den måned, hvor kronvildtet parrer sig, og ét sted har septembervarmen udsat parringen. I Dyrehaven nord for København har kronhjortene måtte udsætte brunsten og dermed parringen, forklarer Jes Aagaard.

Se mere i videoen nedenunder.

Naturvejlederen tilføjer:

- Kronhjortene skal helst have dagtemperaturer under 20 grader og lidt kølige nætter, når de skal parre sig.

Hinderne er drægtige i cirka ni måneder, og ungerne kommer til verden i maj eller juni.

Naturen indretter sig

Når efteråret lader vente på sig, så er mange dyr og de fleste planter gode til at tilpasse sig de nye forhold. Når temperaturen falder og pindsvin og grævlinger ikke længere kan finde føde, så går de i hi.

Men hvis temperaturen igen stiger midt i vintersøvnen, så vækker varmen dem, og de risikerer at vågne. Du kan læse meget mere om det på Naturstyrelsens hjemmeside.

Facebook
Twitter