Sydeuropæisk kuldebølge fortsætter nogle dage endnu - men det bliver ikke værre

Den sibiriske kuldebølge over især det sydlige og østlige Europa har kostet mindst 20 mennesker livet.

Nu er der måske godt nyt til mange af de syd- og østeuropæere, som har lidt under den voldsomme kulde, der har kostet mindst 20 mennesker livet - heriblandt mange flygtninge og hjemløse, som ikke har kunne finde ly for kulden.

Det ser nemlig ud til, at den usædvanlige kulde, som på det seneste har hærget i det sydlige og østlige Europa, nu er på tilbagetog.

Det fortæller Mikael Jarnvig, meteorolog hos DR Nyheder.

- Det er ikke sådan, at det bliver værre. Alle steder bliver det langsomt bedre, nogle steder hurtigere end andre. Nogle steder bliver det ved med at være koldt nogle dage endnu, siger han og fremhæver Bulgarien og Rumænien som lande, hvor der nok vil gå nogle dage, før de kan erklære sig helt fri for kulden.

Ingen have til at give varme

Ifølge Mikael Jarnvig er kulden meget usædvanlig for netop Sydeuropa. Her har den raset i blandt andet Grækenland og Italien, og italienske myndigheder kunne i torsdags fortælle, at syv personer var omkommet af kulden, de fleste hjemløse.

Når der alligevel bliver så koldt på de breddegrader, skyldes det især, at kulden ikke møder nogen have på sin rejse fra Sibirien.

- Havene er varmekilder, men der ikke nogen verdenshave med varme, som kan stoppe kulden på den rute. Det kommer direkte fra det koldeste område og driver ned over fastlandsklimaet og kan så holde retningen direkte mod Syd.

Havene kan tage det værste af kulden, fordi de er længere tid om at miste varme end luften. Derfor har de stadig noget varme fra sommeren at give af. Det er derfor, at lufttemperaturen kan falde hurtigt, mens havets temperatur ikke kan afkøles så hurtigt.

- Der har man altså stadig en slags varmeapparat, som er tændt. Derfor er kystbyerne ofte ikke så hårdt ramt.

Tager usædvanlig rute

Der er altid kold luft om vinteren, men nogle gange kan den drive længere syd- og vestpå, end det plejer. Det betyder, at kulden vil løbe ned som en stor, bred strøm - også i lande som Grækenland og Italien, som ikke plejer at være så hårdt ramte.

- Men der er ikke en eller anden faktor, man kan give skylden for det. Det sker bare af og til, siger Mikael Jarnvig.

Men ifølge Mikael Jarnvig er der ikke nogen chance for, at kuldebølgen pludselig sætter kurs mod Danmark.

- Det bliver der, og så dør det også dernede. Der vil være nogle dage, hvor det stadig er meget koldt nede omkring Balkan-landene, men det bliver langsomt afskåret fra forsyninger her de næste par dage.