Tak til tyskerne: Op til 20 grader i dag

Et kortvarigt varmepust fra syd kan give sensommerstemning i dele af landet.

Træernes farve afslører efteråret, men i Sønderjylland kan man få sensommerfornemmelser i dag. (Foto: Hanneke Larsen)

Vådt og blæsende weekendvejr sparkede børnenes efterårsferie i gang, men i dag kan temperaturen stige til svimlende 20 grader på grund af Tyskland.

Lige syd for Danmark ligger nemlig en god omgang sensommervarme, som giver tyskerne op til 25 grader.

Det bliver dog køligere jo mere nordligt, man kommer, og derfor vil varmen i Danmark også begrænse sig til én landsdel.

Costa del Sønderjylland

På grund af en varmfront, som passerede os i nat, så får vi vinden fra syd og sydøst, og det kan give Syd- og Sønderjylland op til 20 grader i løbet af eftermiddagen.

Sydhavsøerne og Fyn kan godt nå 18 grader i dag, men da den varme luft rejser over cirka 12 grader varmt havvand for at nå Lolland, Falster og Møn, så bliver luften afkølet noget mere end den luft, der rejser over grænsen til Jylland.

Varmen når ikke helt til Nordjylland, hvor det også regner af og til, og der er en del flere skyer, så her vil man nok ikke overstige 13 grader, som er mere kendetegnende for oktober.

Usædvanlig varme midt i oktober

Det er ikke hverdagskost med 20 grader i oktober måned. Normalt vil en dagtemperatur i oktober måned ligge omkring 12 grader, men vi er stadig langt fra oktobers højdespringer.

I 2011 målte man 1. oktober i Store Jyndevad 26,9 grader, og den slags temperaturer skal man alligevel rejse godt mod syd for at finde på nuværende tidspunkt.

Du kan følge temperaturudviklingen på DMI.dk.