Theilgaard: Specielt vejrfænomen på Sjælland - ring om solen

Sjællændere kunne kortvarigt i dag ved middagstid se en ring om solen - endda en meget flot en af slagsen

Halo lysfænomen (Foto: Peer Christensen)

Sollyset kan give mange forskellige lysfænomener - nogle er særdeles sjældne og andre er mere almindelige. Regnbuen kender de fleste og er det mest almindeligste optiske fænomen. På andenpladsen kommer haloen, og den dannes i iskrystaller, hvor regnbuen dannes i vanddråber.

Norske isskyer

I dag drev et ret lille område med isskyer ned over Sjælland fra nordvest. Skyerne var dannet over de norske fjelde og bevægede sig med vinden ned over Sjælland midt på dagen, men det var kun i ret kort tid, haloen kunne ses.

Lysets brydning

Ringen dannes fordi iskrystallerne er sekskantede - nærmest blyantslignende. Sollyset brydes ved passage af krystallerne og sollyset afbøjes, så der dannes en ring. Man kan også se de forskellige farver, men det er ikke så udtalt, som vi ellers kender det fra regnbuen.

Gammelt vejrvarsel

"Hjul om sole varsler vejromslag inden tre dage", sagde man i gamle dage. Sandt er det, at en varmfront, der nærmer sig, ofte har den type skyer på forsiden, og derfor dannes der ofte en halo et døgns tid, før selve varmfronten kommer og skaber et omslag i vejret.

Facebook
Twitter