Tirsdagen stiller skarpt på solskin

Der venter mere sol og varme i morgen, men herefter kommer der tidvist regn og byger

Denne mandag nåede lufttemperaturen helt op på 27,5 grader ved Landbohøjskolen på Frederiksberg og en overvægt af DMI’s officielle målestationer nåede over 25 grader. Med andre ord har store dele af landet haft en ægte meteorologisk sommerdag (en dag hvor dagens maksimumtemperatur kommer over 25 grader).

Mere sommer

I morgen venter endnu en dag med masser af solskin og temperaturen kan igen snige sig over de 25 grader i de indre- og vestvendte landsdele. Luften varmes nemlig op, når den bevæger sig ind over den solopvarmede landjord og et langt stræk vil derfor varme luften mest effektivt op.

Ved de østvendte kyster bliver det derimod en køligere fornøjelse med op mod 10 grader mindre, altså blot 15 grader. Her har luften nemlig taget et langt stræk hen over det relativt kolde havvand og derfor blevet afkølet.

Dagens højeste temperaturer vil derfor spænde vidt fra ca. 15 til 25 grader. Vinden fortsætter i samme rolige tempo over bliver svag til jævn fra østlige retninger.

Skyer fra sydøst

Op ad dagen nærmer sig dog skyer fra sydøst. Det er dog endnu usikkert, hvor omfangsrigt skydækket bliver og det er i første omgang Bornholm, som står for skud.

Store dele af landet vil derfor ikke mærke noget til, at vejret så småt skifter til mere ustadigt vejrlig med indslag af regn og byger fra onsdag og fremefter.

  • Print
  • Del artiklen: