Tørkeindeks på himmelflugt trods våd start på juni

Trods juni måneds skybrud og massive byger, så er tørkeindekset støt stigende igen.

Varme dage og våde nætter - juni har indtil videre været leveringsdygtig på både det tørre og det våde.

Efter de første 20 dage af juni er vi næsten i mål med den nedbør, der normalt falder på hele måneden, og det har trukket kurven for tørkeindekset godt nedad.

Men nu er der for en periode lukket for vandsluserne, og det kan på denne årstid være nok til at sende tørkeindekset på himmelflugt.

Lokalt er der store forskelle i tørkeindekset. Norsjælland, Djursland og Sydjylland har høj risiko for tørke, mens man i Thy lige nu har lav risiko for tørke. (© DMI)

Lige nu ligger det gennemsnitlige tørkeindeks på 8,3 som betyder "forøget risiko for tørke".

Selvom der nogle steder i Danmark er "lav risiko for tørke", så ligger vandet kun lige i overfladen af jorden, og derfor vil vandet hurtigt fordampe i de varme og solrige dage, som vi har i vente.

Det kan betyde, at områder med et tørkeindeks på 6 i dag kan være steget til 7 om to dage, og til 8 om fire dage - og derfor kan tørkeindekset hurtigt nå op i de rød-orange felter sidst på ugen.

Høj fordampning

I vintermånederne kommer solen hverken særligt højt på himlen eller er der særligt længe, og derfor er fordampningen meget lav. Om sommeren går det hurtigere, da solen har mere styrke og højde.

Tørkeindekset bliver udregnet ud fra tre parametre:

  • Nedbør

  • Fordampning

  • Nedsivning

Og om sommeren når nedbøren ikke at sive så langt ned i jorden, inden den fordamper.

Tørsten slukkes... lidt

De forløbige prognoser slukker muligvis noget af den tørst, da stadig varmt, men ustabilt vejr ser ud til at starte juli måned, og flere fronter med regn vil få adgang til Danmark fra vest og nordvest.

Men i sommermånederne er fordampningen på sit højeste, så på trods af nedbør, vil rigtig meget af det fordampe, og det betyder, at tørkeindekset sandsynligvis vil forblive højt sommeren igennem.

Facebook
Twitter