Tørken har ramt Danmark – og den har ikke toppet endnu

April er usædvanlig tør. Tørkeindekset er allerede oppe på cirka 8.

Brandvæsenet har i dag slukket flere småbrande i naturen i både Vestjylland og Nordjylland. (Foto: Dr © dr)

Solens lune stråler varmer godt, vi slænger os udenfor og kan næsten ikke huske, hvordan det er at have regntøj og gummistøvler på.

April, der er kalenderforårets anden måned, stikker ud ved at være helt usædvanlig tør. I dag har tørkeindekset nået cirka otte på landsplan, fortæller vejrvært Mikael Jarnvig:

- Der er ikke så meget vand i jorden, fordi der kun er faldet ganske få millimeter regn i april. Naturen er derfor knastør, og planter og træer har ikke noget at suge vand fra. Og tørkeindekset vil også stige de kommende dage.

Efter en pivvåd marts måned varede det lidt tid, inden april lå på et tørkeindeks på lidt under to. Og nu ligger det omkring otte, som indikerer, at vi har en forøget risiko for tørke.

Tørkeindekset er steget fra lidt under to til cirka otte på få uger. (Foto: DMI © dmi)

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag mærket den forhøjede brandfare. Tre gange opstod der naturbrande, hvor brandvæsenet måtte rykke ud. Brandene var små og lavede kun skade i beplantning og træer.

Også i Nordjylland har beredskabet været ude at slukke en naturbrand.

DMI's tørkeindeks viser på en skala fra 1 til 10, hvor stor risikoen for tørke er.

Sidste år begyndte tørkeperioden i maj og varede flere måneder.

Risikoen for naturbrande fortsætter de kommende dage. Måske får vi lidt regn onsdag, men det vil ikke være nok til at udligne risikoen for brande i naturen.

Her et afbrændt træ efter en mindre brand i naturen ved Klim i Nordjylland. (Foto: Dr © dr)

DMI advarer mod at bruge åben ild

Allerede i sidste uge advarede DMI om, at vi skal være yderst forsigtige, hvis vi tænder bål, grill eller bruger en ukrudtsbrænder i denne tid.

DMI beregner det såkaldte tørkeindeks, som viser, hvor stor risikoen er for tørke i Danmark.

Værdien af tørkeindekset fortæller, hvor meget nedbør der mangler i naturen i millimeter - hvis man ganger tallet med ti.

Fakta om tørkeindeks

  • Tørkeindekset bygger på en vandbalancemodel, der hver dag beregner mængden af vand i det jordvandmagasin, som planterne har til rådighed.

  • Den aktuelle vandmængde i magasinet ændres fra dag til dag i modellen som følge af tre processer:

  • Tilgang af vand/nedbør.

  • Fordampning fra jord og planter.

  • Ved nedsivning til de underliggende jordlag.

  • Modellen dækker hele Danmarks landoverflade

  • Kilde: DMI

Facebook
Twitter