Mandag kan nogle steder i landet ende med at få regulært uvejr, når en front med torden og lokalt store mængder regn bevæger sig ind over landet.
Tordenfronten opstår på grænsen mellem køligere atlanterhavsluft, der blæser sommervarmen over Danmark væk. I den forbindelse opstår en linje med regn- og tordenbyger, der mandag skal passere Danmark fra vest.
Rammer først Jylland
I løbet af morgen- og formiddagstimerne breder fronten med regn og torden sig ind over store dele af Jylland.
Her vil man være de første til at få kraftige tordenbyger forbi, der på kort tid stedvis kan være med så store mængder regn og hagl, der kan falde på så kort tid, at grænsen for skybrud kan nås.
Det betegnes som skybrud, når der falder over 15 millimeter på en halv time.
Varmt og lummert i den østlige del af landet
Mens tordenfronten bevæger sig mod øst og fra Jylland nærmer sig Fyn omkring middagstid, vil man i Vendsyssel og øst for Storebælt stadig have solrigt og meget varmt vejr.
I Vendsyssel ventes temperaturen at nå 25 grader, inden tordenfronten når frem, mens det på Sjælland bliver lummert med høj luftfugtighed og temperaturer, der lokalt kan nå 29 grader.
Dermed er der i den østlige del af landet udsigt til årets hidtil varmeste dag. Den 17. juni viste termometeret 28,2 grader i Aars i Himmerland.
Kraftige tordenbyger i eftermiddagstimerne
I løbet af de tidlige eftermiddagstimer afløses den lumre sommervarme i Nordjylland, på Sjælland og Lolland/Falster af kraftige regn- og tordenbyger.
Sidst på eftermiddagen ventes tordenfronten at nå frem til hovedstadsområdet.
Især i Nordjylland og i Nordsjælland ventes tordenbygerne at kunne blive meget kraftige. Også her er der risiko for skybrud, og stedvis kan der i forbindelse med de kraftigste byger falde hagl.
Først løbet aftenen vil fronten med regn og torden passere Bornholm. Samtidig vil køligere luft blæse ind over resten af landet fra nordvest med opklarende vejr og kun enkelte spredte byger.
Kommer med spektakulære skyer og kraftige vindstød
Ud over store mængder regn og måske hagl vil man i forbindelse med tordenfronten kunne opleve spektakulære skyformationer.
I hele landet kan der opstå en gustfront, når kold luft fra tordenbygernes indre som en kile løfter den varmere og fugtige luft foran fronten til vejrs. Derved kondenseres vanddampen i den, og der bliver foran selve fronten dannet denne 'gardinlignende' sky, som kan ses, inden tordenvejret rammer.
Et gammelt dansk ord for denne type sky er 'dravat', som typisk opstår i forbindelse med meget kraftige tordenbyger med en udtalt gustfront.
Når en dravat passerer, skifter vinden oftest retning, og den kan være meget stødende - deraf navnet 'gustfront'.
Gust betyder vindstød på engelsk.
Der vil således være risiko for kraftige vindstød i forbindelse med tordenbygerne. Flere prognoser har vindstød over kulingstyrke. Kortvarigt kan de nå kulingstyrke.
Man skal således være ekstra opmærksom på de kraftige vindstød, hvis man har lette havemøbler og en parasol på terrassen, ligesom havetrampolinen skal sikres.
Ikke nok til at slippe af med tørken i hele landet
På trods af lokalt større mængder regn, ventes der på landsplan at falde 6 til 8 millimeter regn indtil mandag aften.
Med et tørkeindeks, der søndag er på 9,7 på landsplan, vil de forventede mængder nedbør kun kortvarigt sende det landsdækkende tørkeindeks ned under 9.
Efter mandagens regn ventes et nyt område med regn og byger at passere Danmark torsdag. Nedbøren kan dog blive sparsom, og først i løbet af weekenden ser det ud til, der kan falde større mængder regn.
Lige nu fordamper der en til to millimeter vand i døgnet fra jordens vandmagasiner, så der er risiko for, vi på trods af mandagens tordenvejr kan få tørkedøgn med et tørkeindeks på 9 eller derover frem til weekenden.
Tørkeindekset er et udtryk for, hvor meget vand, der er til rådighed i jordens vandmagasiner, og et tørkeindeks på tirsdagens 9,7 svarer til, der mangler 97 millimeter regn, før jordens vandmagasiner er helt fyldte.