Torsdag har det hele: byger, sol og blæst

Men måske vil nogle savne lidt mere varme

Onsdagen bød på sol i syd og temperaturer helt op til 24 grader på Sjælland og Lolland. Samtidig havde Nordjylland regn og cirka 15 grader. Det bliver der lavet grundigt om på til torsdag.

Kraftige byger

I løbet af formiddagen kommer der kraftige regn- og tordenbyger ind over den sydvestlige del af Jylland. Og Bornholm får også en overgang noget regn, dog ikke voldsomt. Resten af landet får antagelig tørt vejr med nogen sol. I Nord- og Østjylland ser det endda solrigt ud.

Bygerne flytter sig

I eftermiddagstimerne vil de kraftige byger flytte sig østpå og ramme Sydøstjylland, Fyn samt Midt- og Sydsjælland og øerne syd herfor. Men det vil fortsat være tørt med en del sol i nordlige halvdel af Jylland. På Bornholm klarer det op efter formiddagens regn og det er usikkert om bygerne når over til solskinsøen til aften eller om de går i opløsning inden.

Køligt og blæsende

Det bliver blæsende fra nordvest og vest og på de vestvendte kyster bliver det hård vind. Generende for de fleste, men sjovt for surferne. Temperaturerne minder ikke det mindste om sommer. De højeste kommer til at ligge omkring 16 grader, men i bygerne ned til ca. 10 grader.

Mere sommerligt vejr i vente

Fredag kan der endnu komme enkelte byger, mens sankthansaften og søndag ser tørre og pæne ud. På mandag vender sommeren tilbage og næste ugen ser generelt varm og solrig ud.

  • Print
  • Del artiklen: