Træer bliver sprængt i luften på Møn: 'Lyn er rigtig godt for naturen'

Verdensnaturfonden har startet flere forsøg rundt i landet for at passe på den vilde natur.

- Der sprænges!

Sådan lød det få sekunder før, et forsvarsløst egetræ blev sprængt i stumper og stykker med dynamit torsdag formiddag på Møn. Og der er mening med galskaben.

Sprængningen er en del af Verdensnaturfonden og Haveselskabets eksperiment 'Danmarks Vilde Haver', hvor forsøget på Møn simulerer et lynnedslag i et træ.

For selvom mange mennesker nok søger i dækning, når lynet rammer, så er dets ødelæggende kraft en vigtig del af naturens gang. Det siger Bo Øksnebjerg, der er biolog og generalsekretær for Verdensnaturfonden.

- Lyn er faktisk rigtig godt for naturen. Når lyn splitter et træ i masser af stumper og sprækker det ned gennem midten, kommer der plads til, at svampe, insekter og alle mulige andre dyr kan kile sig ind, siger Bo Øksnebjerg og tilføjer:

- Normalt vil sådan et træ, der er blevet ramt af lyn, blive skåret ned til roden, for så kan man bruge træet til noget. Og så tager man simpelthen levestederne fra dyrene.

Her kan du se, hvordan træet så ud før og efter sprængningen. (Foto: Rasmus Askman © Rasmus Askman / Foto: Rasmus Askman © Rasmus Askman)

Selvom insekter er noget, mange kan finde irriterende på en sommeraften på terrassen, spiller de en afgørende rolle i naturen.

- Vi har en stor tilbagegang af vild natur i Danmark. Der kommer masser af dyrearter på de såkaldte rødlister over truede dyr hver eneste år. Og en af dem, der er hårdt presset, er faktisk insekterne. Vi har en tendens til, at vi gerne vil rydde godt og grundigt op efter os.

- Vi har brug for de her insekter. Der er store fugle eller andre dyr, der lever af dem, og på den måde er der bygget en hel fødekæde op omkring det her, siger Bo Øksnebjerg.

Brandene er en del af naturens dynamik

Ved dagens eksperiment var der ingen risiko for brand, som normalt er lynets faste følgesvend, når det rammer ned i et tørt dansk sommerlandskab. Men også i det tilfælde opfordrer generalsekretæren til at lade naturens gå sin gang.

- Brandene betyder rigtig meget for naturen. Jeg tror, der er mange, der ved, at hvis et hedeareal brænder, så kommer der pludselig en hel ny type blomster op. Efter skovbrande ved vi også, at der er nogle særlige træarter, der får bedre vilkår.

- Og så havde Danmark før i tiden meget skov, hvor der var store åbninger, hvor der kunne leve forskellige dyr. Og når brandene ikke er her, og dyrene, der gnaver af de her træer, er væk, så gror det hele til, siger Bo Øksnebjerg.

Træstumperne kan nu være nyt hjem for alverdens biller, larver og andre insekter. (Foto: Rasmus Askman)

Danmarks Vilde Haver

Eksperimentet 'Danmarks Vilde Haver' indebærer mere end bare sprængning af et træ på Møn. 60 haveejere fra forskellige egne af landet har nemlig sagt ja til at stille deres have til rådighed for at være med i projektet.

- Vi prøver at tilpasse forsøgene til der, vi er. Vi prøver at sætte flagermuskasser op der, hvor vi gerne vil have flagermus. Vi etablerer vand i haver, hvor vi gerne vil have frøer eller salamandere. Her på Møn er vi er tæt på Tyskland og tæt ved varme arealer med insekter, og derfor sprænger vi så træer i luften for at få flere insekter op fra syd. Det er dem, som har været her engang, men siden er forsvundet, siger Bo Øksnebjerg.

Bo Øksnebjerg gæster DR's vejrvært Mikael Jarnvig, når Vores Vejr bliver sendt fra Stege Havn torsdag aften. (Foto: Rasmus Askman)

På baggrund af forsøgene rundt i landet vil Verdensnaturfonden udarbejde guides til danskere, der gerne vil gøre deres have vildere. Derfor håber Bo Øksnebjerg, at forsøgene vil inspirere mange flere end bare de 60 haveejere, der deltager i forsøget.

- Danmark er jo et land, hvor vi har udnyttet stort set alt areal fuldt ud. Sådan rigtig vild skov udgør kun 1-2 procent af vores landareal. Og derfor betyder vores haver rigtig meget. I Danmark er der cirka halvanden million haver og kolonihaver, og de udgør faktisk en stor del af den del af vores land, der er tilbage. Hvis man bare kunne lade græsplænen stå, lade et gammelt træ rådne eller lægge nogle sten og etablere noget vand, så gør man faktisk rigtig meget for naturen.

Vores Vejr rejser i sommerferien rundt i sommerlandet. Til og med torsdag er vi på Møn, hvor vejrudsigten bliver sendt fra Stege Havn. I næste uge bliver Vores Vejr sendt fra Samsø.

Facebook
Twitter