Trods skybrud og regn er det stadig knastørt - så pas på naturbrande

Se status på tørken i din landsdel og bliv klogere på, hvordan du håndterer ild i naturen.

Plask-sjask-regnvejr!

Den seneste uge har budt på ustadigt vejr over Danmark, og især tirsdag og onsdag blev de danske gummistøvler og paraplyer luftet.

Tirsdag var der skybrud flere steder i landet, mens særligt den centrale del af landet fik langvarig, silende regn onsdag.

Det var godt nyt for floraen i det danske land efter en meget tør april og hidtil temmelig tør maj. Men stadig ikke godt nok.

De knap 36 millimeter regn, der indtil videre er faldet i maj, er ikke nok til at få fyldt vanddepoterne i den danske muld op.

På landsplan mangler der, ifølge klimatolog Mikael Scharling fra DMI, 30 til 35 millimeter regn i den danske natur.

De seneste dages regn har nedsat tørkerisikoen i nogle landsdele – andre steder er det stadig knastørt. Værst ser det ud i den sydlige og vestlige del af Jylland, på Lolland, Falster og i Hovedstadsområdet, hvor der generelt er et nedbørunderskud på omkring 40 millimeter.

Tørrest er det lige nu i den sydlige og vestlige del af Jylland, på Lolland, Falster og i Hovedstadsområdet. (Foto: Grafik © dmi)

Drop bålet ved hård vindstyrke

Når naturen er tør, skal åben ild håndteres med stor agtpågivenhed. Jo højere tørkeindekset er i din landsdel, jo højere er risikoen for skov- og naturbrande.

- Det har jo regnet de sidste to dage, men det er slet ikke nok, siger Nanne Søndergaard Pedersen, biolog ved Naturstyrelsen Thy.

Hvis du har lyst til at tænde bål, henviser hun til, at man bruger Naturstyrelsens bålsteder, som findes mange steder i landet.

Risikoen for at bålet sætter fut i den tørre natur stiger især, hvis vinden er kraftig, og faktisk bør man ikke tænde bål, når vinden passerer 10 meter i sekundet.

- Blæser det for meget, kan det være svært at styre den ild og de gnister, der kommer. Sådan lyder det fra Jon Lindberg, som tidligere har deltaget i programmet "Alene vildmarken."

Han anbefaler også, at du laver et lille bål, og når bålet skal slukkes, må du aldrig grave det ned, men sluk det med masser af vand, og forlad først stedet, når gløderne er helt døde.

Danmark har i løbet af foråret været hårdt ramt af naturbrande.  Stenbjerg Klitplantage, som er en del af Nationalpark Thy, brød i brand på grund af et ulovligt bål.  (© Scanpix)

Intense byger er ikke altid løsningen

Når jorden er tør, har regnen svært ved at trænge ned. Derfor kræver det ofte flere sammenhængende dage med silende regn.

- Et skybrud på tør jord vil løbe af på overfladen, men kommer regnen mere stille, når jorden at blive blødt op, forklarer klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

Samtidig er det også forskelligt fra landsdel til landsdel, hvor godt jorden tager imod vand. Lerjorde kan holde på mere vand end sandjorde. Derfor er Sydvestjylland, som har sandet jord, generelt mere udsat for tørke - nøjagtig som vi oplever i øjeblikket.

Normalt med en smule tørke

DMI udregner det såkaldte tørkeindeks, der på en skala fra 1-10 viser, hvor stor risikoen er for tørke.

De kommunale redningsberedskaber bruger tørkeindekset, når de skal vurdere, om der skal indføres afbrændingsforbud, som vi for eksempel så det omkring Skt. Hans sidste år.

Det er helt normalt, at tørkeindekset stiger i løbet af foråret, fordi der er mindre nedbør på denne tid af året: Normalt ligger tørkeindekset i slutningen af maj omkring 5. Så med det nuværende tørkeindeks på 8,3 er det altså mere tørt end normalt.

Kun få dage med vedvarende regn

Der er ikke store mængder regn i de nyeste prognoser. Ifølge Mikael Scharling fra DMI skal det regne 30 til 35 millimeter, før naturen har slukket tørsten.

Frem til tirsdag er der udsigt til 10-13 millimeter regn på landsplan - altså ikke nok til at ændre på det høje tørkeindeks.

Så skal du ud og svinge træbenet i weekenden, så dans også lige en lille regndans. Naturen trænger.

Opdatering: Det fremgik tidligere af denne artikel, at det er Beredskabsstyrelsen, der vurderer, om der skal indførers afbrændingsforbud. Det er ikke korrekt. Det er de kommunale redningsberedskaber, der har det ansvar.

Facebook
Twitter