Tur i skoven eller varm kakao indendørs? Se her, hvordan vejret bliver i efterårsferien

Efterårsferien byder på skiftende vejr.

Udendørsaktivitet i den kommende tid kan blive en våd fornøjelse. Men fortvivl ej, for der bliver også dage med tørvejr og plads til solen. Arkivfoto. (Foto: Anatoly Maltsev © Scanpix)

Kalenderen siger snart uge 42, og det betyder efterårsferie for mange.

Og her er det ofte vejret, der er afgørende for, hvad fridagene skal bruges på. For er det nu, man skal gå på svampejagt i skovbunden? Eller kalder vejret mere på en hyggelig dag i sofaen for at bingewatche yndlingsserien?

Faktisk ser det ud til, at vejret kommer til at indbyde til begge dele - for hver anden dag ser ud til at blive tør og med chancer for sol.

Bliv klogere på de næste ni dages omskiftelige vejr her:

Weekenden begynder tørt

Arkivfoto. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Lørdag er den ideelle dag til at gå en tur i skoven, for der venter en tør dag med både skyer og sol.

Dog skal man tage en god vindjakke med, for det kommer til at blive blæsende. Langs med kysterne og i Nordjylland kan der være hård vind til kuling. Inde i landet kan det blive en jævn til hård vind.

Er man ikke så meget til sus for ørene, kan man væbne sig med tålmodighed og gå ud om eftermiddagen, hvor vinden lægger sig.

Søndag starter tørt i den nordlige halvdel af Jylland og Sjælland. Men som dagen skrider frem, vil en front bevæge sig op over landet fra syd, og resten af landet rammes af regn.

Vågn op til en ny uge - og sol

Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Efter en våd afslutning på weekenden begynder uge 42 med tørt og roligt vejr - og ikke mindst med chancer for sol til de fleste.

Men det bliver ikke solskin fra en klar himmel. Der kommer nemlig en front, som banker på fra syd i løbet af mandag eftermiddag.

Det vil give en del skyer i den sydlige halvdel af landet. Samtidig vil især Sønderjylland, Fyn og til dels Lolland få noget regn i løbet af eftermiddagen.

Regnen vil først ramme den nordlige del af Sjælland og Østjylland i løbet af aftentimerne på mandag.

Vejret skifter dagligt

Arkivfoto. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regnen fortsætter i løbet af tirsdag, og generelt vil det resten af ugen blive svært at opleve 24 timers tørvejr.

Der ligger nemlig lavtryk på stribe over Atlanterhavet, som alle har kurs mod Skandinavien. Det trækker adskillige fronter mod Danmark, som vil give regn det meste af tiden.

De nærmer sig fra syd eller sydvest. Luften er lun - men det betyder også, at den kan indeholde mere vanddamp, og det vil resultere i en del nedbør resten af ugen.

Men der kan være mulighed for tørvejr og sol i næste weekend.

Følg med i Vores Vejr hver aften på DR1 for at få de seneste prognoser for efterårsvejret.