Ualmindeligt lidt solskin i december, men bare rolig: Det er alligevel ikke der, du får dit D-vitamin

De seneste 19 dage har vi i alt fået 5,4 timers sol. Det er langt under gennemsnitsniveauet.

Decembervejret har primært været gråt i gråt. Men det betyder ikke noget for D-vitaminniveauet. Det skal man få gennem kosten i vinterhalvåret. Til gengæld kan det betyde noget i forhold til, hvor mange der får vinterdepressioner eller bliver vintertrætte, mener forsker. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I går skinnede solen mere, end den sammenlagt har gjort de første 18 dage af december.

Generelt er det nok gået de færrestes næse forbi, at det har været en usædvanlig mørk og grå december. På trods af gårsdagens solstråler har solen kun skinnet 5,4 timer i alt på 19 dage.

Det svarer til omkring sølle 17 minutter om dagen. Inden gårsdagens solstråler havde vi i snit fået 5,3 minutters sol om dagen i december.

Sløje tal

Og det er virkelig ringe tal, siger Mikael Jarnvig, der er meteorolog i DR, og som ikke har mange rosende ord om decembervejret indtil videre.

- Det er meget sløjt, at vi ikke kan præstere mere. Vi er virkelig blevet snydt i denne måned, siger han.

Den skrabede omgang sol har efterladt vores meteorolog med en følelse, som vi nok er mange, der kan genkende.

- Aarh, jeg synes, at det har været en ualmindelig mørk og lang måned indtil nu. Selvom man glæder sig til jul, så er juleglæden lidt punkteret af corona i forvejen, så jeg synes, den har været lang.

Normalt plejer der at være omkring 43 timers sol i december. Det er godt nok for hele måneden, og ikke for 19 dage. Men hvis det blev ved på denne her måde, så ville vi få den mest solfattige december i Danmarkshistorien, siden man begyndte at måle, siger Mikael Jarnvig.

Ser ind i lysere dage

Men inden man i ren fortvivlelse kyler sin telefon ind i væggen, så har Mikael Jarnvig en god nyhed med til os - 2020 bliver højst sandsynligt ikke indehaver af rekorden som året med mindst sol i december.

Vintersollys kan være på vej i den kommende uge. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Det ser ud til, at vi får betydeligt mere sol i den kommende uge. Vi ryger over minimum, som var i december 1959, hvor man kun fik otte timers sol i alt.

Især den 24. december tegner til at blive virkelig solrig - og kold.

Juleaftensdag er derfor oplagt til en gåtur i naturen med solbriller og tophue på inden julemiddagen, lyder det fra DR's meteorolog.

Sol er ikke kilde til D-vitamin om vinteren

Den nærige omgang december-sol bør dog ikke gøre danskerne bekymrede over deres niveau af D-vitamin, der som bekendt er det vitamin, vi blandt andet får fra solen.

Solen står nemlig alligevel så lavt på himlen fra oktober til marts, at man stort set ikke får nogen D-vitamin den vej igennem, forklarer Susanne Gjedsted Bügel, der er professor i klinisk og forebyggende ernæring ved Københavns Universitet.

- Uanset om du har fem eller 100 solskinstimer i december måned, så står solen så lavt på himlen, at den ikke har nogen som helst betydning for vores D-vitaminstatus.

Når nu ikke solen er kilde til D-vitamin om vinteren, så har Susanne Gjedsted Bügel nogle andre råd til, hvordan vi får dækket vores behov. Når vi når februar-marts vil de fleste danskeres D-vitamindepoter, der blev fyldt op i sommerhalvåret, efterhånden være rimeligt lave.

Overordnet gælder det, at man kan få D-vitamin gennem fed fisk i kosten om vinteren (eller en lækker ferie sydpå, men det kommer nok ikke til at ske foreløbig).

  • Spis efter kostrådene. I forhold til at få dækket dit D-vitaminbehov om vinteren er det især vigtigt at spise varieret og fisk. Spis fisk mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg. I alt skal du gerne have 350 gram fisk om ugen. Heraf ca. 200 gram fed fisk som eksempelvis laks, ørred, makrel og sild.

  • Overvej vitaminer. For nogle kan det være en god idé at tage ti mikrogram D-vitamin dagligt som kosttilskud. Men man skal kun tage tilskuddet, hvis man har fået målt for lavt niveau D-vitamin hos lægen, mener Susanne Gjedsted Bügel.

Kilde: Fødevarestyrelsen, Susanne Gjedsted Bügel.

Men hvis man rent faktisk spiser efter kostrådene, så bør man være dækket ret godt ind, tilføjer ernæringsprofessoren.

Bekymret for flere vinterdepressioner

Selvom sollyset ikke betyder noget for vores D-vitaminstatus i december, så betyder det noget for, hvordan vi har det, og hvor godt vi sover. Det forklarer Mette Kragh, der er sygeplejerske og forsker i lys ved Afdelingen for Angst og Depression på Aarhus Universitetshospital.

- Den mørke december påvirker dem, der i forvejen har en tendens til vinterdepression og vintertræthed. Vi ved fra forskningen, at jo mere nordpå man bor fra Ækvator, jo hyppigere ser man vinterdepressioner. Det tyder altså på, at antallet af timer og mængden af sollys betyder noget, siger hun og fortsætter:

- Derfor kunne man da godt blive bekymret for, at flere bliver ramt af vinterdepression og træthed.

Mette Kragh har også et par gode råd til alle, der savner sollyset.

  • Kom ud i frokostpausen og få noget lys. Selvom der ikke er solstråler på himlen, så er der stadig lys. Og nu hvor dagene som bekendt er meget korte, så kan man passende udnytte, at mange er sendt hjem fra arbejde eller studiet. Så kan man jo gå uden for i sin frokostpause.

  • Sæt dig hen til vinduet. Nu hvor du måske sidder derhjemme, så opfordrer Mette Kragh til, at man sætter sig hen ved et vindue, så man kan få det lys, der trods alt er der.

  • Få en lampe. En lysterapilampe hjælper mod vinterdepression, og derfor anbefaler lysforskeren, at man køber en lampe på cirka 10.000 lux og tager minimum 30 minutters lys hver dag - gerne tidligt om morgenen.

Kilde: Mette Kragh, sygeplejerske og forsker i lys ved Afdelingen for Angst og Depression på Aarhus Universitetshospital.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter