Ugens sidste solskinsdag bliver blæsende

Et gedigent blæsevejr skubber solen ind i næste uge.

Kold morgen i Hanstholm. (Foto: Jógvan clementsen)

Læ. Læ er godt, hvis du kan finde det i dag. For vinden får fart på, og derfor bliver det ekstra koldt om nallerne.

Et højtryk har givet os morgener med knitrende græs og klare solrige dage, men det højtryk bevæger sig nu væk fra Danmark og efterlader os med et mere vådt og blæsende vejrlig.

Onsdagen har dog lidt sol i ærmet til os inden da. Solstrålerne vil være sporadisk placeret rundt i landet, men fra i eftermiddag vil skyer drive ind fra vest og give skygge først til Vestjylland.

Blæsende koldt

Nedbøren kommer i løbet af natten, og jeg skriver nedbør, da den kan komme i flere former. Mest som regn, men den kan også falde som slud, måske endda tøsne, hvor det bliver koldest, hvilket bliver lokalt på Sjælland.

Fælles for alle er, at skiftet mellem høj- og lavtryk giver vind i håret. Vinden vil typisk være jævn til hård fra syd- og sydvest, men ved kysterne op til kuling med hårde vindstød.

Temperaturen vil ligge mellem 0 og tre graders varme, men på grund af den bidende vind, vil det føles meget koldere.

En hård vindstyrke i nul grader føles som omkring -15 grader. Brrrrrr!

Facebook
Twitter