Ugens vejrudsigt: ‘Det er en forsmag efterårsvejret’

Det bliver en uge med lavere temperaturer og mere regn.

Selvom temperaturen falder, skulle der stadig være mulighed for en lun strandtur. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Ifølge DR’s vejrvært Simon Brix skal danskerne sandsynligvis sige farvel til sommeren og indstille sig på et ustadigt lavtryksvejr med risiko for regn hele ugen.

- Det er en forsmag på efterårsvejret, siger han.

Det bliver en koldere uge end den seneste med temperaturer på mellem 16-19 grader.

- Man skal være glad, hvis man kommer til at opleve 20 grader, som det ser ud lige nu, siger Simon Brix.

Varmere i bølgen end på stranden

Selvom det bliver koldere de kommende dage, kan man ifølge Simon Brix stadig nå en nogenlunde lun strandtur. Man kan nemlig de fleste steder i Danmark måle en vandtemperatur på omkring 18-19 grader.

- Hvis man tager på stranden i dag, vil man sandsynligvis opleve at have det varmere i bølgen end på sit håndklæde på stranden, siger Simon Brix.

Det varmeste vand kan man finde på den nordlige del af Bornholm, den nordlige del af Als og i Nordsjælland, hvor vandet er mere end 20 grader.

En regnjakke i garderoben

Lavtrykket gør det ifølge Simon Brix svært at forudsige vejret, men han vil alligevel opfordre danskerne til at forberede sig på regn.

- Man skal indstille sig på efterårsvejr og overveje at have en regnjakke hængende i garderoben, siger vejrvært Simon Brix.

Facebook
Twitter