Unikke vejrforhold kan gøre Ebeltoft til det nye surfparadis

En stor tilgang til surfklubben og lokal opbakning sætter ambitionerne i vejret.

11-årige Carl Hjorth Ingerslev er en af de unge, der bruger fire timer om dagen i Ebeltoft vig. (Foto: Foto: Simon Brix)

Mens vinden glider ind over Ebeltoft Vig med otte til ti meter i sekundet, sejler omtrent et dusin børn og unge på hvert deres windsurfbræt.

- Det her er virkelig godt vejr til at surfe i. Der er en god vind, cirka otte meter i sekundet er rigtig godt, og det er lidt skyet, konstaterer 11-årige Carl Hjorth Ingerslev, efter han har brugt fire timer på brættet med et solidt greb om sejlet. Han er en af de unge, der er tilmeldt Ebeltoft Windsurf Klubs sommersurfskole.

Klubben har kun et par sæsoner bag sig efter at være stiftet i 2019, men i dag er medlemstallet 110.

- Politikerne sagde til os, at det skulle blive en succes, griner Birger Wedendahl, bestyrelsesmedlem i klubben.

Målt på medlemstilgang og lokal opbakning er den ambition i hus, og Birger Wedendahl er tydeligt rørt over den opbakning, han møder.

I takt med at medlemstallet er steget støt, har klubben fået byens gamle posthus, der har en "perfekt placering", ifølge Birger Wedendahl. Der er cirka 20 meter til vandet derfra. Det betyder, at byens og områdets unge selv kan slæbe udstyret ned til stranden og komme i gang.

Ebeltoft Windsurf Klub har sommersurfskole, hvor både nybegyndere kan surfe fire timer om dagen med instruktører og udstyr. (Foto: Simon Brix)

Og tilgangen for alle aldre er en del af forklaringen på succesen, siger Birger Wedendahl.

- Det er lavvandet utrolig langt ud, så børn og unge kan stå her sikkert. Vi har noget helt unikt, fordi vi har en vestvendt strand her på østkysten.

- Derfor kan vi surfe med vestenvinden. Det giver os god pålandsvind, og det gør det også trygt, forklarer han om vigens unikke forhold.

Lokalmiljøets opbakning

En af dem, der med rette kan vurdere, om Ebeltoft har alle de rette ingredienser til at blive en kommende succes, er Rasmus Fejerskov fra Klitmøller. Han er en af de oprindelige initiativtagere bag Klitmøllers omdannelse til et af Nordeuropas mest aktiv surf-spots.

- Det har stort potentiale. Vandet er altid enormt flot og rent, så forholdene er rigtig gode. Det ligger også godt i forhold til vindretninger, siger han om vigens placering.

Men også de andre strande på Djursland spiller ind for surfere, siger han. Er vindretningen ikke i favør, betyder det nemlig, at man ikke kører forgæves, men blot kan flytte sig et par kilometer til en anden strand i området.

Men hvis det hele skal lykkes, så kræver det meget af lokalområdet, siger Rasmus Fejerskov. Og der ser han allerede en klar fordel for Ebeltoft.

- Klitmøller havde slet ikke samme opbakning, men i Ebeltoft står man med armene åbne, og det vil ubestrideligt gøre det nemmere. Man mærker opbakningen fra foreningslivet og lokalt, og det betyder rigtig, rigtig meget.

Fra de forblæste strækninger langs den jyske vestkyst er der også udsigt til andet end windsurfere. I følge Rasmus Fejerskov er der stor interesse om surf-sporten disse år. Derfor tror han også, at Ebeltoft vil kunne trække endnu flere til.

- Der er muligheder for gode aktiviteter. Vi ser stor interesse i alle former, windsurfing, SUP (stand up paddle), kite og foil. Og det har sådan set også potentiale der (Ebeltoft, red.), siger han.

Derudover er der endnu et vigtigt element i spil for byen, siger han.

- Ebeltoft har også chancen, fordi de har mange turister, både fra Danmark og Tyskland, siger han.

På brættet i tre sæsoner

En af turisterne, der dog ikke kommer så langt derfra, er Carl Hjorth Ingerslev. Hans mor og søster surfer også, og det gør det nemt at tage en familietur mod stranden. Tiltrækningen af vandet er stor for Carl Hjorth Ingerslev.

- Vi tager afsted, når min mor siger, at det er godt surfvejr. Det er virkelig sjovt, det går jo hurtigt på surfbrættet, og man kommer næsten op og flyve - dét kilder rigtig meget i maven, siger han om sporten.

Han har sit eget udstyr med, der kan smides på familiebilens tag, men for bestyrelsesformand Birger Wedendahl har det været vigtigt, at alle kunne komme i gang uden at skulle investere tusindvis af kroner i udstyr. Det ville være en post, der ville holde nogen fra sporten, og han tror på, at klubbens model er en del forklaringen på den fortsatte stigning i medlemstal.

- 80 procent af børnene står på klubbens udstyr, som de lejer. Det koster 1.000 kroner for et helt år, og så kan de jo komme hver dag. Vi har træning alle hverdage, så vi ser os selv som en idrætsforening, siger han.

Underviserne i klubben er det, som Birger Wedendahl kalder lokale helte. Teenagedrenge, ned til 14 år, der allerede har høstet international anerkendelse, men som glædeligt lærer de yngre børn, hvordan de bedst håndterer et surfbræt i bølgerne.

Det gør de lige fra det tidlige forår til efteråret. Derfor kan man møde Carl Hjorth Ingerslev på sit surfbræt størstedelen af året. Den eneste sæson, hvor han ikke er ude på vandet, er om vinteren. Ellers kan end ikke en bagende sol på en sort våddragt i sommermånederne overrumple ham.

- Altså jeg falder jo hele tiden i vandet, så køler man hurtigt ned, griner han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk