Våd februar: Meget mere regn end normalt

Knap halvejs gennem måneden har den samlede nedbør passeret gennemsnittet.

Regnen er faldet tungt i de seneste mange måneder. Der er desværre udsigt til mere regn i de kommende uger. (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

Har man glemt vanterne til cykelturen på job, har det ikke været en katastrofe. Det har nemlig været en mild februar i år. Flere dage har termometeret vist tocifrede varmegrader, og nattefrosten har kun sporadisk slået igennem.

Vinterens sidste måned har indtil videre opført sig mere som en regulær efterårsmåned med blæst og regm end en vintermåned med kulde og sne. De høje temperaturer, som har præget vinteren indtil videre, har gjort, at den hvide nedbør er udeblevet. I stedet er den danske muld blevet beriget med masser af regn.

Vi er halvvejs gennem måneden, og allerede nu har vi passeret klimanormalen fra 1961-1990 på 38 mm og dekadenormalen fra 2006 til 2015 på 43 mm. I skrivende stund har vi 47,3 mm.

I aften bliver det igen vådt i den sydvestlige del af landet, så det er sandsynligt, at vi kommer i nærheden af 48 mm inden midnat. Når det sker, er februar i år også vådere end det 30 årige gennemsnittet for regn fra 1981-2010.

Kan februar 2020 slå rekord?

Den samlede nedbør for måneden slår næppe rekorden tilbage fra den sjaskvåde februar i 2002, som endte på 109 mm.

Men ser vi på de våde tal for den nærmeste fortid, er gennemsnittet lige under 40 mm. Så i år bliver vådere end gennemsnittet fra de de seneste 10 år.

Da flere kraftige og dybe lavtryk har kurs mod Danmark, kan det også blive det vådeste år siden 2007, hvor der faldt 79 mm.

Temperaturen slog rekord i januar, hvor vi med 5,5 °C fik den højeste middeltemperatur. Det er kun blevet en smule køligere siden. 4,8 °C er niveauet i dag, hvilket er markant højere end klimanormalen på 0,0 °C. Det er stadig tidligt på måneden. Og i følge DMI's månedsprognose er der mere varme på vej i de kommende tre uger.

Weekendvejr: Regn og blæst

Den høje middeltemperatur hænger nøje sammen med den megen nedbør vi oplever i år, for en varm luftmasse kan indeholde mere fugt end kold luft. I år har vejrsituationen været præget af lavtrykspassager fra vest med mildt, vådt og blæsende vejr til følge. Denne vejrtype ser ud til at blive hængende, da vi kan se frem imod lavtrykspassager fra Atlanten i de kommende uger.

Det første lavtryk sender et heftigt frontsystem ind over os i weekenden og begyndelsen af næste uge. Det bliver både vådt og blæsende. Det er et længerevarende vejsystem, som formodentlig vil minde meget om sidste søndags voldsomme vejr.

DMI har udsendt et tidligt "varsel", som omhandler forhøjet vandstand og kraftig vind. Et forsigtigt bud er, at vi får yderligere 15 til 20 mm regn på landsplan. I så fald vil vi have fået omkring 63 mm, og stadig er der 12 dage tilbage af februar.

Bemærk det dybe lavtryk nær Island sender regn ind til landet fra fredag nat til søndag aften.

Det vådeste sted

I Midt- og Vestjylland er man vant til at komme helt i top, når det drejer sig om regn. I Billund har man allerede fået tæt på 69 mm nedbør i februar. Og lægger man nedbøren for januar oveni, ender man på knap 182 mm. Så det er sandsynligt, at man efter bare to måneder af 2020 får mere end 200 mm regn flere steder i Midt- og Vestjylland.

Det er helt klassisk, at der falder mest regn over den vestlige del af landet. Længst mod øst på Bornholm har man indtil videre fået 23,5 mm. Men indtil videre er det tørreste sted i denne måned Dragør på Amager, hvor man har fået godt 22 mm regn.

Det er helt efter bogen, at der har været mest vådt i den vestlige del af landet. Fronterne kommer oftest fra vestlige retninger og når at smide størstedelen af nedbøren. inden den kommer længere mod øst.

Det er helt efter bogen, at der har været mest vådt i den vestlige del af landet. Fronterne kommer oftest fra vestlige retninger og når at smide størstedelen af nedbøren inden den den kommer længere mod øst. (© DMI Grafik)