Væltede lysmaster og stormflod: Voldsom orkan rammer Louisiana

Få uger efter Laura ramte det samme område, kommer Delta som den 25. atlantiske orkan i denne sæson.

Satellitfoto af orkanen kl. 13.26 i dag. Bemærk hvor stort et areal skyerne fylder. (© NOAA)

Endnu en orkan rammer den amerikanske stat Louisiana. Og det sker kun få uger, efter at orkanen Laura forårsagede voldsomme ødelæggelser i de samme områder af staten.

Den tropiske orkan Delta ligger i den Mexicanske Golf med sit øje eller centrum omkring hundrede kilometer syd for staten Louisiana.

- Det er en kraftig orkan, som fredag eftermiddag er klassificeret som en kategori 3 på en skala fra 1 til 5. Der er dog en tendens til, at den svækkes i løbet af aftenen. Orkanen bevæger sig langsomt mod nord, og vinden ved Louisiannas sydkyst er nu tiltaget til storm eller orkan. Selve orkanens øje ventes snart at gå i land på sydkysten mellem byerne Lake Charles og Lafayette, fortæller DR's meteorolog Mikael Jarnvig.

- Nogle områder vil blive ramt af livsfarlige storm, siger Ken Graham, der er direktør for det amerikanske National Hurricane Center, til cnn.com.

- Det er farligt, fordi det sker på tidspunkt, hvor du stadig forsøger at rydde op og komme ovenpå (efter orkanen Laura, red.), og nu du så lægger orkan-styrke vinde oven i - det er et hårdt slag.

Udsigt til stormflod og oversvømmelser

Delta har her i eftermiddag ramt vindhastigheder op til 195 km/t, svarende til 54 m/s. Orkanstyrke begynder ved 34 m/s. Det højeste vindstød vi nogensinde har målt i Danmark er 53,5 m/s tilbage 2013 den 28. oktober. Det var orkanen Allan.

Orkanen Delta ligger i den Mexicanske Golf syd for Louisiana. Bemærk det store vindfelt, der er i forbindelse med en sådan orkan. (© Grafik DR vejret.)

Det er et enormt stort cirkulært vindfelt, der følger med orkanen. Det område, hvor der blæser storm, er cirka 500 km i diameter, og i de inderste 130 km blæser det op til orkan.

En ting er de voldsomme vindstød i orkanen, noget andet er ifølge Mikael Jarnvig udsigten til stormflod og oversvømmelser:

- Udover den voldsomme vind, der kan vælte træer, lægge elmaster ned og beskadige huse, ventes også en stormflod på kysten. På kysten syd for Lafayette kommer der en vandstandsstigning på op til 3 meter og dertil store bølger. Heldigvis ligger der ikke større byer ved kysten.

- Et af de mest ødelæggende elementer ved en sådan tropisk orkan er al den regn, der falder. For fredag og lørdag ventes mellem 100 og 250 mm regn - og lokalt endnu mere. Det svarer til flere måneders regn i et dansk efterår. Derfor ventes der også oversvømmelser mange steder i det sydlige Louisiana, både i byer og ved floder.

Når orkanen er gået i land, vil vinden ret hurtigt aftage, men regnen varer ved i flere dage, selvom den efterhånden bliver mindre voldsom.

Delta er i øvrigt den 25. atlantiske orkan i denne sæson, og det er meget usædvanligt med så mange orkaner.

Facebook
Twitter