Varm luft fra sydvest strømmer lige nu op over Danmark, og det har været til at mærke helt fra morgenstunden.
Der er dog stor forskel på temperaturen alt efter, hvor i landet man befinder sig. Det siger meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.
- Den sydøstlige del af Danmark får mest varm luft. Altså Sønderjylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm.
I disse dage giver det mening at opdele Danmark i to: Nordvest og sydøst.
- Luften, der kommer op over den sydøstlige del af Danmark, er varmere, fordi den kommer fra Tyskland uden at have passeret over vand. I modsætning til den luft, der kommer op over den nordvestlige del af Danmark, der har været over Nordsøen og mistet noget varme, forklarer Mikael Jarnvig.
Her kan det blive 33 grader i morgen
Mens den nordvestlige del af landet i dag måtte nøjes med 18 til 23 grader, har der været noget lunere mod sydøst med temperaturer på 25 til 30 grader.
I morgen kan temperaturforskellene blive endnu større end i dag, fortæller Mikael Jarnvig.
- I den sydøstlige del bliver det virkelig varmt og solrigt i morgen med måske helt op til 33 grader. Det gælder om at trække så langt sydøst som muligt, hvis man ikke kan lide køligt vejr og regn. Det bliver kæmpestore forskelle.
Fredag er det slut
Det er med at nyde den lune luft, mens den er her. Fredag skal den nemlig videre.
- Fronten trækker videre mod øst, og så er det slut med det varme vejr, siger Mikael Jarnvig.
I den sydøstlige del af landet vil temperaturen falde til 17 til 22 grader, og dagen vil højst sandsynligt byde på mere blæst og regn.
- Fredag kommer til at virke betydeligt mere frisk end både onsdag og torsdag, fortæller Mikael Jarnvig.