En kamp mellem varm og kold luft udspiller sig i weekenden over Danmark, og det har stor betydning for weekendens vejr.
De sidste par dage har vi nydt godt af et højtryk. Det ligger over Skandinavien og sender varm luft op til os fra sydøst. Nu er et lavtryk med tilhørende fronter så på vej hen over Nordsøen i retning mod Danmark.
På grund af de to tryks styrke går fronterne med regnvejr i stå over Danmark, så selvom det også bliver blæsende, kan vinden ikke blæse regnvejret forbi os. Til gengæld vil vinden fortsat være lun.
Regn fra vest
Allerede natten til lørdag rammes den jyske vestkyst af fronten, og der kan være torden og lyn med i regnvejret. Først sidst på lørdagen ser det ud til, at regnvejret rammer øerne. Og man kan derfor flere steder østpå nå op på 25 grader eller derover.
Bornholm bliver lidt køligere på omkring 20 grader. Til gengæld når regnvejret først til solskinsøen søndag eftermiddag.
Højtrykket vinder
Søndagen ligger regnvejret og lumrer over den nord- og østlige del af Danmark, mens Midt-, Vest- og Sønderjylland ser ud til at få opholdsvejr dog med et dække af skyer på himlen.
Roligt men sikkert bevæger et højtryk over Skandinavien sig dog tættere på Danmark, og det vil få skubbet fronten væk fra Danmark.
Men det tager sin tid, og vi skal ind i næste uge, før vi igen får højtryksvejr med tilhørende solskin.