Varmere vand lokker eksotiske fisk til Danmark

Klimaforandringerne kan være en del af forklaring på nye arter i danske farvande

Klumpfisken, der er strandet i Kolding, er en ung fisk på omtrent 10-15 kilo. Fiskene lever af gopler, og kan veje op med 2,5-3 ton, når de er fuldvoksne. (Foto: Carsten Bjørn)

På en strand syd for Kolding ligger en skabning, der meget vel kunne beskrives som et monstrum, hvis den havde fået lov at vokse sig til voksen størrelse. En klumpfisk. Ikke en art, man normalt møder hverken på stranden eller i nettene hos fiskerne.

Men den og andre arter er begyndt at dukke op i danske farvande. Normalt foretrækker de varmere vand at flippe finerne i, men lunt vand i efteråret og december-havvand på 5-6 grader gør, at nogle stadig bliver hængende.

Og det er usædvanligt, siger Jørn Chemnitz, naturvejleder i Kolding Naturskole.

- Det er lunere end normalt. Det, at vi ser klumpfisk, er jo et tegn på, at havtemperaturen bliver varmere, fortæller han.

Fisk fra fjerne farvande

Normalt kan klumpfisk og andre eksotiske fisk godt komme til vores farvande i løbet af sommeren, fordi vandet er varmt i den periode. Og i år holdt særligt Nordsøen sig lun langt ind i efteråret.

Det har fået flere fiske-arter til at dukke op, som Jørn Chemnitz ikke normalt møder. Sardiner, multen, havbars og ansjoser møder han nemlig også i Lillebælt ud for kommunens kyster.

Og det er heller ikke usædvanligt at støde på den op til tonstunge klumpfisk, selvom den normalt kun er at finde i de tempererede og tropiske have i verden, og helst ikke svømmer i vand, der er under 15 grader varmt. Derfor er det også en fejl med store konsekvenser, at den har ladet sig snyde af det lune vand.

- Den her er en ung klumpfisk, og den er død, fordi havvandet er blevet for koldt til den, forklarer han.

Hvert år skyller der op mod ti klumpfisk på land i Danmark.

Jørn Chemnitz er naturvejleder ved Kolding Naturskole, og klumfisken er, såvidt vides, den første, der er skyllet på land i år i Danmark. (Foto: Carsten Bjørn)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter