Varmt eller koldt? Vejret blev en ’deler’ i dag

Der var 10 graders forskel på vejret i dag.

  • 'En sen sensommeragtig dag på Marinaen i Køge', skriver Anders Nielsen. Det er man næppe enig i, i det nordvestlige Jylland. (Foto: Anders Nielsen)
  • Mens solen skinnede mod sydøst, så stod den på gråvejr og i perioder regn på Als.Temperaturen nåede her op på 10-11 grader. (Foto: Arne Prip)
1 / 2

Selv om Danmark er et lille land, så kan vejret sagtens være meget forskelligartet fra region til region. I dag stod den på alt lige fra regntøj og lidt varmt underneden til en let trøje og solbriller.

En himmel til forskel på vejret

I det nordvestlige Jylland var det overskyet, blæsende og temperaturen holdt sig under 10 grader. I den sydøstlige del af landet stod den på solskin fra middagstid og her kom dagens højeste temperaturer op mellem 14 og 18 grader. Der var altså en temperaturforskel på hele 10 grader mellem det nordvestlige og sydøstlige Danmark i dag.

Her er det foreløbige temperaturkort fra DMI. Her ses hvordan den varme luft fik et godt tag i den sydøstlige del af landet, mens temperaturerne var noget mere 'forkølede' mod nordvest. Kilde: DMI (Foto: DMI grafik)

Dagens højeste temperatur kom i øvrigt op på 18,2 grader ved Hammer Odde Fyr på Bornholm. Målingen er dog ikke verificeret af DMI endnu.

Lavtryk styrede varm luft op mod os

Det er et lavtryk, som lige nu befinder sig vest-sydvest for Danmark, der trak varm luft fra det sydøstlige Europa op mod Danmark. Varmluften nåede som sagt kun rigtigt at få fat over den sydøstlige del af landet.

I morgen drejer vinden over i sydvest og så jævner temperaturen sig omkring 10 grader over hele landet.