Varsel om kraftig regn i dag

DMI advarer om, at der i dag vil falde op til 70 millimeter regn i Østjylland, på Fyn og på Sjælland. Andre europæiske lande plages i øjeblikket af hedebølge og oversvømmelser.

Billede fra Ølstykke efter det seneste skybrud i begyndelsen af juli. (Foto: Pernille Kristensen)

Så kan danskerne godt begynde at finde gummibåd og forsikringspolicer frem igen.

Danmarks Meteorologiske Institut advarer om, at et kraftigt regnvejr er på mod landet fra syd.

Regnvejret rammer i løbet af formiddagen Fyn og Sydsjælland, og i løbet af eftermiddagen vil det også regne kraftigt på resten af Sjælland og i Østjylland, siger DMI.

Mange steder ventes mellem 30 og 70 millimeter regn.

Under det seneste skybrud 5.-6. juli faldt der nogle steder 60-70 millimeter regn.

Hedebølge og oversvømmelser

Også i resten af Europa giver vejret problemer.

Store dele af Central- og Sydeuropa plages af en hedebølge på op til 42 grader, mens Storbritannien drukner i regn.

Det er mest varmt i et bælte fra Ungarn til Rumænien, Bulgarien og Grækenland. Her er flere svagelige omkommet i løbet af de seneste par dage på grund af varme. Og meteorologerne siger, at temperaturen kan komme endnu højere op i de næste par dage.

I Storbritannien regnede det i aftes så meget, at flytrafikken til Heathrow-lufthavnen i London blev indstillet, og hundredevis af bilister strandede på oversvømmede motorveje.

Facebook
Twitter