Vejr at vide: Derfor har april så store udsving

April byder ofte på alt fra sne til tocifrede plusgrader. Du kan få flere detaljer nedenunder.

Skyer og sol kæmper om pladsen på himlen i begyndelsen af april over Mariagerfjord. (Foto: Niels Marius Andersen)

Vejret inviterer til solbriller og kasket i dag, når solen vil skinne hele dagen og lige til, den går ned lidt efter klokken 20.

Dagens flotte vejr bliver også ugens flotteste, fordi allerede fra tirsdag vil gråvejr og byger fylde mere end solen. Det er helt normalt for april med omskifteligt vejr.

Denne forårsmåned skifter nemlig ofte fra den ene yderlighed til næste, når vi ser på temperaturer, regn, sne og hvor meget eller lidt solen skinner.

Den ene aprildag kan give os tocifrede plusgrader og vejr til at gå i shorts og klipklapper. Den næste dag er det på med vinterjakken, huen og støvlerne, fordi forårets anden måned også kan byde på sne, kulde og endda minusgrader.

Den hidtil varmeste dag i denne april toppede med 20,7 grader, som DMI målte i St. Jyndevad den 4. april, mens måneden begyndte med minus fem grader den første dag i april.

Vejrvært Mikael Jarnvig har set nærmere på, hvad april har budt os af store udsving og også vejrrekorder.

1. I dag når termometret omkring 14 grader, hvor det bliver lunest. Hvorfor kan aprilvejret være så lunefuldt med store temperaturudsving?

- 14 grader er ikke nogen ualmindelig apriltemperatur, men i år har vi bare ikke haft særlig megen varme, så det virker nok lidt mere imponerende, end det er.

Årsagen til aprils store statistiske udsving er, at der stadig er vinteris tilbage langt mod nord. Derfor er der også potentiale for, at rigtig kold luft kan suse helt nedover Danmark, hvis der er fart nok på.

På den anden side er solen kommet så højt på himlen, at varm luft fra Sydeuropa stadig er ganske varm, når den kommer op til os, når solen har skinnet over hele Europa på vejen fra Middelhavet.

April er lunefuld både med temperaturer, solskinstimer og nedbør. (Foto: Inger-Nielsen-Aalbaek © INGER-NIELSEN-AALBAEK)

2. Den varmeste aprildag, som DMI nogensinde har målt, var den 27. april 1993, hvor målestationen i Holbæk toppede med 28,6 grader. Hvad var det, som gav den ekstrem varme sidst i april?

- Det var et usædvanligt varmt pust fra syd med masser af sol, der fik temperaturerne helt derop, og da sommeren netop det år blev ret sløj uden hedebølger, fik april i 1993 den usædvanlige status som bærer af årets højeste temperatur.

Den 27. april 1993 blev samtidig den varmeste dag, som DMI målte i 1993, fordi sommeren blev temmelig kølig.

På DMI's hjemmeside kan du læse mere om ekstremt vejr i april og også årets andre 11 måneder.

3. Kulderekorden for en aprildag lyder på minus 19 grader, som DMI målte i St. Vildmose den 3. april for 96 år siden. Kan det gentage sig?

- Det er overordentlig sjældent, at temperaturen når helt derned, og chancen for, at det gentager sig, er svindende. De seneste årtier er gennemsnitstemperaturen for april steget med næsten to grader.

Den gennemsnitlige temperatur i dagtimerne ligger på lidt over 11 grader i april.

Denne april ligger med sine 6,8 grader i gennemsnitstemperatur, hvor der stadig er 19 dage tilbage af måneden, lidt under gennemsnittet for en april måned, som ligger på 7,5 grader i perioden 2001-2010.

4.I dag er en flot forårsdag med masser af solskin, men allerede fra tirsdag får vi ustabilt vejr. Hvor længe vil det ustabile vejr vare ved?

- Det ustabile vejr varer ved resten af ugen. De prognoser, vi har i dag, viser, at de første dage af næste uge igen bliver mere solrige.

5. Hvor meget kan du sige om, hvordan vejret bliver resten af april måned?

- DMI’s langtidsprognoser viser, at denne april vil ende med en højere temperatur end normalt, men også mere våd. Så april tyder på fortsat omskifteligt vejr.