Vejret bliver medspiller til EM-semifinalen i aften

Der er god grund til at være tilfreds med vejrudsigten for London, siger professor.

Det kommer mest af alt til at minde om en dansk sommeraften, når det danske landshold i aften møder England på hjemmebane på Wembley Stadion i Londan. Det giver det lige fordele for begge hold. Foto: Justin Tallis/POOL/AFP (Foto: Justin Tallis © Ritzau Scanpix)

I aften, når solen stadig har en kort stund tilbage på aftenhimlen over Wembley Stadion i London, vil temperaturen dale til omkring 21 grader, men en stille vind vil få det til at føles som omkring 19 grader.

Luftfugtigheden er høj, og sandsynligheden for, at en byge skal forbi, er meget lav.

Den vejrudsigt er vigtig for det danske herrelandshold, når de i aften går på banen i den britiske hovedstad for at spille EM-semifinale mod England.

- Vejrmæssigt er det optimalt vejr at spille kampen i, siger Lars Nybo, sektionsleder og professor i humanfysiologi ved Københavns Universitet.

Landsholdet har således en vejrudsigt, der minder om én, de kunne møde i Danmark.

- Det er ikke vejrforholdene, der bliver afgørende for Danmarks præstation, siger han.

Fordelen for det danske landshold er nemlig, at de kommer til at præstere under de samme betingelser, som de, og ikke mindst deres kroppe, er vant til fra Danmark. Og vejret har stor betydning for topidrætsudøvere. Derfor er der også altid en overvejelse i, hvor meget tilvænning det kræver, alt efter de klimatiske forhold, en kamp spilles i.

Både Wembleys 60.000 tilskuere og fodboldspillere for et behageligt vejr at opleve kampen i onsdag aften. (Foto: Matthew Childs)

Optimal muskeltemperatur

Lars Nybo er tilknyttet flere professionelle eliteidrætsudøvere og er med på råd, når der eksempelvis skal sendes atleter afsted til OL i Tokyo. Og når disciplinen hedder fodbold, er der flere forhold at tage i betragtning.

- Selvom de løber 8 til 11 kilometer på en kamp, så er det jo ikke en distance, der er noget særligt, rent tidsmæssigt. Man skal kigge på, hvordan de løber. Det er jo meget sprint-baseret, og de kan jo virkelig tilbagelægge 1.500 meter hurtigt, hvis de skal det, fortæller han.

Derfor har det stor betydning, hvordan særligt temperaturen er, siger Lars Nybo.

- Vi ser ikke nogen negativ konsekvens i normalspændet mellem 15 og 25 grader. Og høj sol bliver ikke et problem, fordi vi spiller så sent. Ellers kan det også være en faktor, forklarer han om vejrets betydning i forhold til den konkrete kamp, der bliver spillet klokken 21 i aften dansk tid.

Normalt for sprintere vil en lidt højere temperatur være bedre, fordi det kan holde musklerne varme. Skal man derimod løbe langt i ét stræk, så fortæller Lars Nybo, at præstationerne begynder at blive dårligere, så snart temperaturen kravler over ti grader. Her kan kroppen nemlig sagtens producere varme nok.

- Forskellen er, at fodboldspillerne har pauser, hvor de kan afgive varmen, de har oparbejdet. Deres aktioner varer typisk i to sekunder ad gangen. Så de har rigtig mange accelerationer og deaccelerationer, forklarer han.

Og der er særligt gode betingelser for den nedkøling, når temperaturen ikke er højere.

Varmevante modstandere

Det tredje hold, der er tilbage i EM, Italien, er som bekendt et land, hvor man kan opleve langt højere temperaturer, end vi nogensinde ser på et udendørs termometer bag vores landegrænse.

Og selvom det italienske hold kommer til at spille i lavere temperaturer til finalen søndag aften på Wembley Stadion, så er der ikke nogen ulempe i det for dem, forklarer Lars Nybo.

- Alle professionelle spillere er vant til at omstille sig, det skal man kunne på deres niveau, siger han og uddyber, at der altså ikke vil være nogen fordel for modstanderne, der måske kunne håbe på, at sydeuropæerne ville løbe og småfryse.

- Hvis vi skulle spille under varme forhold, så kunne det være en negativ konsekvens for os, fordi det er en større tilpasning. Men det vil ikke være sådan for Italien. De er ikke hæmmet af, at de skal spille i lidt køligere klima. Den fysiologiske tilpasning er ikke problematisk i den her sammenhæng, siger Lars Nybo.

FacebookTwitter