Vejret i den nye uge: Varm luft fra sydøst

Et højtryk dirigerer relativt varm luft op mod Danmark.

November er en måned, som kan byde på mange forskellige vejrtyper lige fra regn over blæst til sne.

Traditionelt er november især kendt for mange skyer. Bare tænk på Henrik Nordbrandts digt “Året har 16 måneder” (fra Håndens skælven i november, 1986):

“Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november.”

Det skyldes nok især, at højtryk over Danmark på denne tid af året ikke ubetinget er lig med solskin på samme måde som i sommerhalvåret.

De kommende dage ser dog ud til at adskille sig fra det typiske novembervejr ved at byde på ret varmt vejr i forhold til tiden på året.

Varm luft fra sydøst

Et højtryk, som ligger over de baltiske lande, sender nemlig varm luft fra det østeuropæiske kontinent op mod Danmark og derfor kan temperaturen komme op på mellem 10 og 15 grader midt på ugen.

Det vil generelt ikke blæse særligt meget kun en svag til jævn vind fra retninger mellem sydøst og øst, da vi har højtrykket tæt på os.

Skydække er en novembergyser

Det, der er sværest at forudsige flere dage i forvejen, er, hvor meget skyerne vil fylde på himlen. Der kan i de første nætter dannes tåge og solens styrke er nedadgående og derfor er der mindre energi til at opløse tåge. Desuden kan modellerne have besvær med at forudsige, hvor mange skyer der dannes.

Lige nu ser solen ud til at skinne i varierende mængde både tirsdag og onsdag.

Svag front på torsdag

På torsdag trænger en svag front ind over os fra vest. Der kommer derfor mange skyer op ad dagen og der kan falde en smule regn.

Facebook
Twitter