Vejrskifte på vej: 'Det lugter lidt af efterår'

Man skal ikke regne med varme i den kommende tid, men i slutningen af august kan det blive lunt igen.

Selvom vi er midt i august, så kommer weekendens og især den kommende uges vejr til at minde mere om en anden årstid, hvor bladene har lidt mere brændte farver. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Selvom bladene fortsat er grønne, så kan vejret godt sende tankerne mod det kolde, regnfulde efterår. Især i den uge, der nu står for døren.

Vi er nemlig midt i et stort vejrskifte, lyder det fra Thor Hartz, der er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Der kommer en periode med regn, kulde og ustadigt vejr, så det lugter lidt af efterår.

- Allerede her i weekenden begynder vi at få mere ustadigt og køligere vejr, mens temperaturerne vil være mellem 17 og 22 grader. Fra næste uge vil de dog få endnu et nøk ned, så hele landet vil opleve temperaturer mellem 15 og 18 grader.

Regn, blæst og ustadigt vejr kommer til at præge hele landet den næste uges tid. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Årsagen til det efterårslignende vejr er et lavtryk, der bringer kold luft med ned over Danmark fra Nordøstgrønland og Grønlandshavet.

Luften bliver varmet op undervejs, men bliver samtidig meget ustabil, så der dannes kraftige byger og regnområder over landet.

Allerede i dag vil det kun være enkelte steder øst for Storebælt, der vil have over tyve grader.

Men selvom den første officielle efterårsdag også kun ligger få uger væk, den 1. september, så er det for tidligt at afskrive det sommerlige vejr.

- Det er nok for tidligt at aflyse sommeren, og vi skal nok få lidt mere stabilt vejr i slutningen af august med sommerlige dage, men det lugter af efterårsvejr for en periode. Først omkring næste weekend bliver det hele mere stabilt med temperaturer op over 20 grader igen, lyder det fra Thor Hartz.

Det er for tidligt at gemme solcremen væk bagerst i skuffen. DMI vurderer, at de sidste dage af august og starten af september vil byde på klassisk lunt sensommervejr. (Foto: Sofie Mathiassen © Ritzau Scanpix)

Selvom det er usikkert at kigge endnu længere frem i prognoserne, så kan man også godt have forhåbninger om noget lunt sensommervejr ind i september.

- Det ser ud til, at begyndelsen af september bliver lidt mere højtrykspræget vejr, hvor temperaturerne også kan komme over de tyve grader. Noget godt, tørt og solrigt sensommervejr, siger Thor Hartz.

Facebook
Twitter