Vejrvært advarer før vindstød af stormstyrke: Lad paraplyen blive hjemme

Det bliver en forholdsvis tør dag i forhold til søndagen, der bød på en ordentlig mængde regn.

Mandag bliver meget mindre regnfuld end søndag, men blæsevejret fortsætter. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det bliver endnu en blæsende dag i dag med en kraftig omgang vind.

Derfor er det en god ide at være lidt ekstra opmærksom, når man bevæger sig ud i dag, lyder opfordringen fra DR's vejrvært Christian Cherry.

- Vindstødene kommer op omkring stormstyrke. Det betyder, at det vil blæse en del indtil i eftermiddag, og så aftager det i aften.

- Det er måske ikke den bedste dag at gå rundt med en paraply, men den får man heller ikke brug for, tilføjer han.

I løbet af dagen vil der falde lidt finregn i Midt-, Øst- og Nordjylland, men ellers ser det ud til, at det bliver en forholdsvis tør dag - i stor kontrast til søndagen, der bød på en ordentlig mængde regn.

- Det var den dag med mest nedbør i år. Der faldt 18,2 millimeter på landsplan, og det er altså sindssygt meget vand, siger Christian Cherry.

Mere blæsevejr på vej

I går var en ret lun februardag med højeste temperatur målt ved Hammerodde fyr på Bornholm. Her var det 14,5 grader omkring klokken 22.

Men varmen kommer ikke fra solskinstimer, for dem var der nemlig ingen af i går.

- Vejret skyldes et lavtryk, der har trukket varme med fra Sydeuropa og Nordafrika hele vejen til Skandinavien, siger Christian Cherry.

Selvom vejret er lunt, så kan vi se frem til mere af det blæsevejr, vi har oplevet forrige weekend og denne weekend.

- Allerede på torsdag vil vi få endnu et blæsevejr, der går ind i fredagen.

  • Mellem Oksbøl og Esbjerg er Tarphagevejen blevet spærret mandag på grund af vandmængderne. (Foto: John Randeris © Scanpix)
  • Her ses oversvømmelser fra Gjern Å i Midtjylland efter regn og blæst søndag. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
  • Også ved Svostrup Kro er vandstanden forhøjet. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
1 / 3

Tirsdag ser ud til at blive regnfuld med byger, mens der er sol i sigte onsdag, hvor særligt nordjyderne har gode chancer for solskinstimer.

Resten af februar ser dog ud til at blive ret efterårsagtig med mildt og blæsende vejr, hvor der kan komme udfordringer med forhøjede vandstande og mere regn til en allerede mættet jordoverflade.

Søndagens store mængder regnvand har især givet problemer i Jylland, hvor flere veje i blandt andet Kolding og Vejle er blevet spærret.

En usædvanlig februar

Februar måned skiller sig allerede ud på flere måder. Den har både været meget varm og meget våd.

Indtil nu er der faldet omkring 74 millimeter regn, og det er betydeligt over gennemsnittet for februar, der ligger på 48 millimeter.

- Vi kan komme til at få den varmeste vinter nogensinde, og vi kan også komme til at få en af de vådeste februarmåneder nogensinde, siger DR's vejrvært.