Tema Kraftig blæsevejr over Danmark 10 artikler

Vestjyske campingpladser gør sig klar til stormen Johanne: Flere pakker sammen

DMI varsler storm med vindstød af orkanstyrke i morgen, og det vil gå hårdt ud over den jyske vestkyst.

Et par fortelte og træer plejer at ryge, når en storm trækker ind over campingpladserne på den jyske vestkyst.

Derfor har flere campingpladser rådet deres gæster til at trække pløkkerne op og tage hjem, efter at DMI har varslet, at stormen Johanne er på vej mod Danmark med vindstød af orkanstyrke.

- Der er tre gange så mange, der har tjekket ud i dag end planlagt. Vi kan mærke, at der er mindre tryk på i vores butik, siger lejrchef for Børsmose Strand Camping, Martin Petersen.

Det er særligt den jyske vestkyst, der bliver ramt af stormen i morgen. I den øvrige del af landet vil det også komme til at blæse, men her vil vindstødene kun være af kulingstyrke.

Varsel skal tages alvorligt

Et andet campingsted, der gør sig klar til stormen, er Vejers Familie Camping. Her har flere gæster også pakket deres ting sammen og afsluttet ferien lidt tidligere end planlagt.

Lejrchef Flemming Thorlund har oplevet en storm, der nær havde snuppet hans private bolig, så han tager ikke let på stormvarslet fra DMI. Det mener han heller ikke, at gæsterne skal.

- Dobbelt så mange af vores gæster er tjekket ud i forhold til det planlagte. Gæsterne, også de udenlandske, holder sig hele tiden opdateret omkring vejrets udvikling, fortæller han.

Dog er det ikke alle campingpladser på den jyske vestkyst, der lader sig skræmme af stormen Johanne. Hos Sjelborg Camping tager de det stille og roligt. Som lejerchef Christian Willadsen udtrykker det:

- Jeg vil se det, før jeg tror det. Vi ligger godt i læ her, og trampoliner er gravet ned, så vi forholder os ganske roligt i forhold til stormmeldingen, siger han.

Det er ikke kun kraftig blæst, der rammer campingpladserne. DMI har ligeledes meldt ud, at der er risiko for kraftig regn og skybrud. Risikoen for skybrud er størst i den sydlige del af landet og forventes at være overstået midt på natten til lørdag. Skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter eller mere på 30 minutter.

  • Print
  • Del artiklen: