VIDEO Derfor kan ét lyn slå 323 rensdyr ihjel

Elektro-professor forklarer, hvordan lynnedslag kan slå så mange rensdyr ihjel.

Det blev skæbnesvangert for intet mindre end 323 rensdyr, da et tordenvejr i torsdags bevægede sig over den norske naturpark Hardangervidda, vest for Oslo.

Det var en ansat fra Statens Naturopsyn, der opdagede de flere hundreder døde dyr, der lå tæt op ad hinanden på et område på omkring 50-80 meter i diameter.

De mange rensdyr er med al sandsynlighed blevet dræbt af lynnedslag - og et enkelt nedslag vil faktisk godt kunne tage livet af så stort et antal dyr, forklarer Joachim Holbøll, der er professor ved DTU Elektro.

Der løber nemlig en strøm på op til 50.000 ampere ned i jorden ved et lynnedslag.

Det gør, at der kommer meget store spændinger på jordoverfladen, hvor vi eller rensdyr står.

- Hvis jeg står med godt spredte ben 10 meter fra lynet, så kan der godt være 1.000 volt fra den ene fod til den anden. Og det er ikke godt, siger Joachim Holbøll.

Se Joachim Holbøll forklare i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter