Vil du spise ude? Lad dig ikke snyde af blå himmel og sol

Der kommer meget sol, men ugen gemmer også på regnvejr.

En trøje er nok stadig at anbefale, hvis du skal indtage mad og drikke på et fortov. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Det kunne næppe have været mere ærgerlig timing med vejret, da landets spisesteder i sidste uge fik lov at åbne og servere. For mens vejret havde givet os roligt, lunt og solrigt vejr i dagene op til, skiftede tingene karakter onsdag. Og siden har det lige lovligt friske vejr holdt ved.

Og det fortsætter i denne uge, siger vejrvært Jonas Landin.

- Hvis man sætter pris på sol, så starter ugen flot. Mandag og tirsdag har vi stabilt og køligt forårsvejr, hvor vi kommer op omkring 10-12 grader. Og så slipper nattefrosten os endnu ikke, det kommer til at være stedvist rundt om i landet, fortæller han og tilføjer, at selvom vinden skifter retning, vil det stadig opleves som de foregående dage.

- Nu kommer der nogle dage med vinden i øst, men det er stadig forholdsvist tørt og stabil luft. Der kan være plads til enkelte byger.

En tør uge

Med den sidste uge i april, er der begyndt at komme flere spørgsmål til redaktionen om, hvonår man dog kan trække udenfor og nyde solen i kombination med åbne spisesteder. Og det kan lade sig gøre, siger Jonas Landin.

- Det er fint vejr, så finder man et sted med læ, så er der begyndt at være styrke nok i solen til, at det føles lækkert, siger han. Han opfordrer dog til, at man ikke lader sig snyde af blå himmel og en ugeneret sol.

- Det er stadig kun 10-12 grader, så vi kan ikke opfordre til, at man indtager 'latte' i lårkort på fortovscafeerne. Der skal stadig en fornuftig mundering til, lyder rådet.

Der har været mange timer med sol i april, og her slut på måneden er solen på himlen helt indtil tæt på klokken 21. Derfor kan man også godt sidde ude og nyde den i flere timer, siger Jonas Landin.

- Du kan stadig være ude i aften-timerne i omkring ti graders varme, og vinden har heller ikke særlig meget styrke ugen igennem.

Ugen starter med stabil og roligt vejr, men fredag kan der komme et større regnvejr over det meste af landet.

Men ligeså vel, som blå himmel kan hjælpe temperatuen op i dagtimerne, så er den også forklaringen på, at det stadig kan blive særdeles kølig om natten. Den seneste nat var temperaturen nede på -5.8 grader.

- Der bliver stadig nattefrost, fordi det er skyfrit. Så suser varmen ud i himmelrummet, og så har vi kun den kolde vind. Derfor kommer der også nattefrost flere dage endnu, siger han.

Og vil du planlægge ugens restaurantbesøg, så opfordrer vejrværten til, at du booker bord i staten af uge. Fredag venter nemlig et regnvejr.

- Der venter en omgang regn natten mellem torsdag og fredag, som fortsætter fredag. Der kan godt komme en del vand, som det ser ud på prognosen nu, fortæller han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk