Vinden er perfekt, men kraftig regn har sat en stopper for strandgæster med 60 km/t

Blokarten er rasende populær, men byger og pytter er en udfordring.

Normalt er der masser af blokarts på stranden ved Rømø, men ikke lige nu. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Max 30 kilometer i timen, siger et skilt på vej ned mod stranden.

Det gælder vist kun for køretøjer med motor.

Kører man med sejl kan farten i hvert fald sagtens komme op på det dobbelte, og med en frisk vestenvind på otte til ti sekundmeter og let sol er vejrforholdene i dag tæt på perfekte.

Men det har de ikke været de seneste dage, og derfor holder de fleste vindkøretøjer her til formiddag stille.

- Der ville ikke gå mere end 30 sekunder, før man ville være gennemblødt fra top til tå.

Sådan lyder det fra Michael Dyekjær Holmegaard, der er indehaver af Kite Syd, hvor man blandt andet sender folk ud på stranden i blokarts – en slags gokart med sejl på.

Her på Sønderstrand på Rømø er stranden op til tre kilometer bred, og normalt er der rigeligt med plads på sandet til de 30 blokarts, som han har til rådighed.

Men i dag er kørearealet snævret ind til omkring hundrede meter, fordi kraftige regnbyger har efterladt store pytter på stranden, og derfor er håndbremsen altså trukket.

Michael Dyekjær Holmegaard har i de sidste ti år brugt vinden til at lave actionfyldte aktiviteter for gæsterne på den brede strand. På en blokart ligger topfarten mellem 60 og 70 kilometer i timen. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Blokarten er en relativt ny opfindelse, og den kommer oprindeligt fra New Zealand.

Michael Dyekjær Holmegaard, der selv er kitesurfer, skulle dog kun se det lille køretøj på stranden ved Rømø én gang, før han var overbevist om potentialet.

Nu er det blokarten, der er hovedattraktionen mellem mange andre former for kitesport her på stedet.

Udover fart kan det skyldes, at det ikke tager mere end ti minutter at lære at køre på den.

- Vi plejer at sige, at hvis man kan kende forskel på højre og venstre, så kan man også køre blokart, siger Michael Dyekjær Holmegaard.

Helt afhængige af vind og vejr

På en sæson har han et par tusind strandgæster gennem møllen, og de mindste er ikke mere end seks eller syv år gamle.

Hvis man er yngre, kan man stige ombord i en tandemmodel med en af sine forældre.

Selvom det ærgrer Michael Dyekjær Holmegaard, at han i øjeblikket må sige nej og aflyse bookinger, er han på den anden side stolt af at kunne tilbyde fartoplevelser, der er helt CO2-neutrale.

- Her er vi hundrede procent afhængige af vind og vejr, siger han.

Kun den inderste del af stranden er fri for vand og god at køre på. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Regnvejret er da heller ikke så skidt, at det ikke er godt for noget.

I lange perioder med tørvejr kan sandet på den flade strand begynde at fyge og samle sig i små, bløde bunker, og hjulene på blokarten kan grave sig ned og sætte sig fast, når man skal svinge rundt.

- Så vi har brug for, at det hele bliver skyllet op, så det bliver hårdt igen, siger Michael Dyekjær Holmegaard.

Kigger frem mod weekenden

Han har også et alternativ i baghånden til dem, der ikke helt kan holde sig væk, selvom blokarten er parkeret.

14-årige Maiken Houmøller får i stedet mulighed for at hoppe op på et elektrisk strandskateboard, hvor man har brug for knap så meget plads som med et sejl.

Maiken Houmøller er hoppet på et elektrisk strandskateboard. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Da hun først har fundet balancen, føler hun sig godt tilpas.

- Jeg ville gerne have lidt fart og action. Og jeg synes, det her er megafedt, siger hun.

Michael Dyekjær Holmegaard håber nu, at de værste byger er overstået, og at stranden kan tages i brug til blokarts igen fra på lørdag.

Om det bliver tilfældet vil tiden vise. Også de næste dage melder DMI om regnvejr, men fra fredag bliver bygerne færre og lettere.

Facebook
Twitter