Vindstød af orkanstyrke: Stormen Knud har toppet i Danmark

Stormen har nu sat kursen mod Oslo.

Stormen Knud rammer her Nørre Vorupør syd for Hanstholm. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Stormen Knud er nu ved at falde i styrke, efter den fredag aften har rusket godt op i Nordvestjylland.

Det fortæller Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) klokken 21 fredag aften.

- Det er toppet nu med vinden, ser det ud til.

- I Thisted-området nåede vi op på middelvind af stormstyrke og i flere omgange vindstød af orkanstyrke, og vi har haft vindstød af stærk storm i hele Vestjylland og i Vendsyssel, siger han til Ritzau.

Har nærmet sig orkan

Tidligere på aften fortalte Frank Nielsen, at stormen var meget tæt på orkanstyrke nær Hanstholm.

Blot en enkelt meter i sekundet var den fra at blive kategoriseret som en orkan.

- Det kraftigste vindstød, vi har målt ind til nu er 32 meter i sekundet i Hanstholm. For at være orkan kræves det 33 meter i sekundet, sagde Frank Nielsen ved 18-tiden.

Men senere er stormen altså nået over de 33 meter i sekundet, mens der mange steder i landet er målt vindstød af stormstyrke.

Nu er det værste så overstået, fortæller Frank Nielsen.

- Lavtrykket er ved at køre op mod Oslo. Der kan godt komme nogle kraftige vindstød, men jeg tror ikke, det kommer op i orkanstyrke igen, siger meteorologen til Ritzau.

Temperaturen faldt 10 grader

Også i den modsatte ende af landet har man mærket Knud. På Bornholm var der 25 grader klokken 16 – en time senere var temperaturen faldet til 15 grader ved Hammerodde på grund af den koldfront, som har bevæget sig hen over landet i dag. Og sådan kommer til at fortsætte.

  • Væltede træer på Kongevejen på Nordsjælland klokken 14.10. Foto: Annette Vollertzen
  • Væltede træer ved Thisted. Thy. Foto: Jørgen Faber
  • Smuk regnbue over Klitmøller. Foto: Klaus Wendelboe
1 / 3

- Dagen i morgen bliver meget kølig med blæst og regnvejr, siger Frank Nielsen.

Med undtagelse af væltede træer har Knud ikke efterladt sig nævneværdige spor i landet, melder landets politikredse.

På Fanø betød stormen dog, at vandstanden pludselig steg over kajkanten, og flere biler pludselig stod i vand.

Vandet kom også bag på deltagerne ved en stor strikkefestival på øen.

- Der er et kæmpestort telt, hvor der er lagt et stort trægulv ud, og lige pludselig så steg det hele bare med 30 centimeter.

- Men vandstanden faldt næsten lige så hurtigt, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fodboldkampe aflyst i Norge

Det er ikke kun Danmark, der mærker effekterne af stormen Knud.

I Norges hovedstad, Oslo, har Det Norske Fodboldforbunds lokale kreds været nødsaget til at udsætte en stribe fodboldkampe, skriver Ritzau.

I alt 33 kampe på ungdoms- og seniorniveau skulle være spillet fredag aften, men de er nu udsat, bekræfter det norske nyhedsbureau NTB.

- Vi lytter til politiet. Det ville virke mærkeligt, at vi beder folk om at gå ud og spille fodbold, når politiet beder folk om at holde sig indendørs, siger Tore Bråting fra NFF Oslo til NTB.

Facebook
Twitter