Vinteren blev våd og mild

Vinteren bød kun på 27 døgn med frost, lidt højere temperaturer end en gennemsnitlig og en hel del regn.

Vinteren sluttede med en næsten forårsagtig dag i lørdags, mens foråret søndag blev indledt med en vinterlig dag med nedbør med slud samt blæst og kulde.

Den vinter, som vi lige har sagt farvel til, napper en 7. plads på listen over de meste våde vintre i de 141 år, som DMI har målt nedbør, temperaturer og solskinstimer.

Over gennemsnittet

De sidste tre måneder har Danmark fået  245 millimeter nedbør. Tallet ligger væsentligt over de 161 millimeter nedbør, som i gennemsnit kommer i en vinter.

Solskinstimerne ligger tæt på det normale, nemlig 153 solskinstimer mod normalt 155 i snit for de tre vintermåneder.

Vinteren har været lun og våd. Her sol og let vind i Aalborg. (Foto: Thorkild Christensen © Brugerbillede)

Til gengæld har vi haft en ganske mild vinter, siger DMI's klimatolog Mikael Scharling til DR Vejret. Gennemsnitstemperaturen lander på 2,8 grader, det er et par grader over det normale gennemsnit, der er på 0,7 grader.

- Med en mild vinter hvor vestenvinden dominerer, følger en masse nedbør, så derfor har vi oplevet megen nedbør især i december og januar.

Få frostdøgn og tre storme

Den forgange vinter bød på 27 døgn med frost.

Et frostdøgn er, når DMI på en eller flere målestationer registrerer, at temperaturerne i løbet af døgnet kommer under nul grader.

Når klimatologerne derefter beregner antallet af frostdøgn, opregnes det areal, hvor døgnets minimumstemperatur har været under frysepunktet.

Sådan beregnes de

Hvis kun ganske få stationer registrerer frost, kan det resultere i blot 0,1 klimatologisk frostdøgn, mens et meteorologisk frostdøgn, hvor mange stationer har registreret frost, resulterer i måske 0,9 klimatologisk frostdøgn.

Måske du også husker vinteren 2014/2015 for nogle dage med en masse blæst. Det var stormene Alexander, Dagmar og Egon årsag til.

 

Facebook
Twitter