Vinterlig nedbør … igen

Men det bliver også den sidste snas vintervejr, i hvert fald i den næste femdøgnsperiode.

I aften og i nat skubber et lavtryk sydvest for Danmark en front op over landet.

Regn, slud og sne fra sydvest

I første omgang falder nedbøren mest som regn eller slud i den sydvestlige del af landet, men ud på natten bliver det efterhånden mest som sne. Lige nu ser det især ud til at give snevejr i et bælte på tværs af Jylland over mod det nordlige Sjælland. Fronten ledsages desuden af enkelte byger, som sandsynligvis mest bliver med regn eller slud hen over den sydlige del af landet.

Temperaturen bugter sig lige omkring frysepunktet, koldest mod nord og varmest mod syd.

Opklaring op ad dagen

Fredagsvejret begynder gråt de fleste steder og der kan fortsat være nedbør hist og pist i vekslende former. Op ad dagen bliver det efterhånden tørvejr og en opklaring presser sig ned over landet fra nordvest. Temperaturen stiger til 1 til 5 grader samtidigt med at vinden frisker en smule op og etablerer sig i nordvest.

Mildere vejr

Efter en kold lørdag morgen får vi noget mildere vejr, men det bliver fortsat ustadigt. Temperaturen stiger i løbet af weekenden til små 10 grader, og den nedbør, som kommer søndag, falder derfor som regn.

  • Print
  • Del artiklen: