Vulkanudbrud og et pludseligt barskt klima kan have givet vikingerne vind i sejlene

Sollyset gemte sig i aske, og det kan have nedbrudt de samfund, der gik forud for vikingetiden.

Langt de fleste mennesker i vikingetiden var fredelige. Måske lige så fredelige som de familier, der i år holder vikingeferie ved Sagnlandet Lejre nær Roskilde. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

I nordisk mytologi er fimbulvinteren en meget streng vinter, der varsler Ragnarok og verdens undergang.

Den siges at have varet i flere år og at have betydet, at hele somre udeblev.

Og det er formentlig ikke grebet ud af den blå luft. Snarere tværtimod.

- Historien om fimbulvinteren er jo egentlig en myte. Det man bare har fundet ud af er, at der nok er ild der, hvor der er røg, fortæller Tania Lousdal Jensen.

Hun er arkæolog og arbejder i dag ved Sagnlandet Lejre nær Roskilde, hvor DR Vejret er på sommerbesøg.

Hen over sommeren bruges sagnlandet til familielejre, hvor man blandt andet kan få en oplevelse af, hvordan det var at leve i vikingetiden.

Rundt om bålet sidder børn og voksne, og det ser hyggeligt ud her i det tidligere aftenlys, hvor et festmåltid simrer i vikingegryden.

Men for dem, der levede før vikingetiden, har det været alt andet end hyggeligt.

I dag mener man, at myten om fimbulvinteren er inspireret af en klimakatastrofe forårsaget af en til flere store vulkanudbrud i det 6. århundrede, og at det kan have banet vej for en helt ny samfundsstruktur nogle hundrede år senere.

Sommersolen blev væk

Det hele kan være begyndt i år 536.

Sporene fra et voldsomt vulkanudbrud heromkring kan blandt andet ses i forbindelse med iskerneboringer i Grønland, hvor man har fundet tydelige akselag i isen, fortæller Tania Lousdal Jensen.

Fra samme tid fortæller skriftlige kilder fra eksempelvis Middelhavsområdet om lange perioder, hvor solen kun lyste svagt, selvom der ikke var skyer på himlen, og i Kina berettes der om sne om sommeren.

Hvor vulkanudbruddet er sket, er usikkert, men det kan have været i Mexico eller Indonesien, og det er tilsyneladende gået hårdt ud over Nordeuropa, der har været dækket af askeskyer.

I myten om fimbulvinteren fortæller man om tre vintre i træk uden sommer, og fund i Skandinavien tyder på, at der har været meget svære levevilkår.

Gennemsnitstemperaturen er efter alt at dømme faldet med flere grader, og solens lys har haft svært ved at trænge igennem.

Fenrisulven sluger solen og indleder dermed Ragnarok i nordisk mytologi. Fortællingen kan være inspireret af et til to store vulkanudbrud i det 6. århundrede, som skjulte solen i lange perioder. (Foto: Louis Moe (Illustration))

Det har betydet, at afgrøderne, som man har dyrket, er døde, og de pludselige forandringer er også et gået hårdt ud over dyr og planter i naturen.

Forrådet for husdyr og mennesker er ganske enkelt forsvundet, og den svækkede befolkning kan samtidig være blevet ramt af den justinianske pest, der hærgede længere nede på kontinentet.

Det er muligt, at godt og vel halvdelen af alle mennesker i Norden er døde på den tid. Først de ældre og svage, og siden er det gået hårdt ud over børnene.

- Folk døde som fluer. Vi snakker om en massiv nedgang i befolkningstallet, siger Tania Lousdal Jensen.

Fra det her tidspunkt har man også fundet meget fine og flotte guldsmykker i jorden.

Det kan vidne om den velstand, der var før katastrofen, men også om at folk ofrede store skatte til guderne i et desperat håb om, at de ville blive reddet igen.

Vikingerne kommer

Den pludselige forandring gav dog også grobund for noget nyt.

På grund af de barske leveforhold blev magtstrukturerne i datidens samfund nedbrudt, og der blev rum for andre måder at leve på.

- Det tager sådan lige 150 eller 200 år at komme sig, fortæller Tania Lousdal Jensen.

Men så vinder nogle af de ting, som vi i dag forbinder med vikingetiden, langsomt indpas.

Man begynder at udnytte stål til sværd, der kommer sejl på skibene, byer med købmænd og håndværkere opstår, og der laves store forsvarsværker, der kan holde fjender på afstand.

Mens Karl den Store underlægger sig store dele af Vesteuropa i slutningen af 700-tallet, får man i starten af 800-tallet sin egen kongemagt herhjemme.

Endelig er der plyndringstogterne, som måske er det træk, vi bedst kender vikingerne for.

Mad over bål. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

90 procent af folket har formentlig været fredeligt og aldrig har bevæget sig ret langt væk fra deres fødested, fortæller Tania Lousdal Jensen.

De, der drog ud, kan typisk have været sønner fra velstående familier, hvor ikke alle har kunnet få del i gården, og derfor er de rejst afsted for at finde ære, oprejsning og rigdom andre steder.

- De er helt sikkert i undertal, og selvom de i virkeligheden er nogle bøller og sørøvere, der banker andre folk oven i hovedet, så er historien om dem så fascinerende, at det er det, der har fået os til at navngive det vikingetiden, siger hun.

Udover plyndringstogter var vikingetiden også kendt for opdagelsesrejser til Nordamerika, Island og Grønland, hvor vikingehøvdingen Erik den Røde slog sig ned i år 986.

Det kunne lade sig gøre, fordi der nu var et lunere klima, også lunere end i dag.

Det gjorde Sydgrønland grønt og frodigt med gode muligheder for at dyrke sine afgrøder - deraf også navnet Grønland, som skulle sælge stedets fortræffeligheder til potentielle nybyggere.

Skiftende klima gav nye udfordringer

Men, hvor vej og klima ser ud til at have været en faktor for vikingernes aktivitet, ja så kan det også have været med til at begrænse deres færden igen.

Efter en periode med lidt lunere klima, blev det igen koldere, og det betød, at det blev sværere at skabe sig en tilværelse på for eksempel Grønland.

Kontakten og handlen med resten af Norden gik i stå, fordi isen nu lå i vejen.

- Hvis man ikke kan komme igennem isen, så har man ikke nogen at sælge sine hvalroselfenbenstænder til, og så får man ikke noget den anden vej, fortæller Tania Lousdal Jensen.

- Pludselig bliver det knap så fedt at være viking der, siger hun.

Det er svært at sætte en skarp markør for, hvornår vikingetiden begyndte og endte, selvom det nu er årene fra 800 til år 1050, der går under den betegnelse.

Der er også træk, der rækker længere frem, og alt det, der har dannet baggrund for tiden kan altså være startet længe før og have givet vikingerne vind i sejlene – i overført betydning.

Selvom vi finder tiden fascinerende i dag, skal vi dog nok ikke håbe på en ny fimbulvinter.

Artiklen er skrevet på baggrund af interview med arkæolog Tania Lousdal Jensen og besøg på Danmarkshistorien.dk, videnskab.dk og Gyldendals Den Store Danske.

Facebook
Twitter