Weekenden bliver blæsende og våd

Du får brug for en regnjakke især søndag.

Der kommer rigeligt med vind i løbet af weekenden. Særligt langs de østvendte kyster, som her ved Aalbæk strand i Nordjylland.

Har du udendørsplaner i de næste to dage, skal du nok gardere dig mod vejret og planlægge efter de klassiske elementer, der skaber efterårsvejret. Kraftig vind og en god portion regn venter nemlig forude.

Vejrvært Morten Lynge fra DR vejret opfordrer også til, at man nu siger farvel til sensommergarderoben og i stedet stiller an med nye klæder.

- Oktober er skudt i gang, og det forbinder mange med rigtigt ruskende efterårsvejr, hvor bladende rykkes af træerne og gummistøvlerne skal findes frem, og her skuffer månedens første weekend ikke. Et godt saftigt lavtryk ligger og snurrer over Den Engelske Kanal, og det bliver styrende for det danske weekendvejr, siger han.

Søndag kommer der op mod 25 mm regn de steder, hvor der falder mest. Det bliver det midtjyske, der i følge prognoserne kan få mest vand.

Vindjakke til lørdag...

Generelt vil vinden være tiltagende de næste dage, og det kommer man til at mærke, når man bevæger sig udenfor eller kigger ud af vinduet, siger Morten Lynge.

- I første omgang bliver det vinden, vi får at føle i weekenden. En frisk til hård østenvind, der når kuling-styrke flere steder og med risiko for kraftige vindstød oveni, fortæller han om lørdagens prognose.

Himlen vil dagen igennem være domineret af skyer, de kan ind imellem også kaste lidt regn af sig. Som dagen skrider frem er der dog chancer for en smule sol, inden regnen slutteligt trækker op over landet fra sydvest.

... og regnjakke til søndag

Søndagen bliver våd, og vinden fortsætter i styrke til ret langt ud på dagen, hvor en opklaring breder sig fra syd imod nord.

Morten Lynge vurderer dog, at der kan være spinkle chancer for sol til de sydligste egne af landet. Men mellem de eventuelle solstrejf skal man regne med regn, uanset hvor i landet man er, lyder anbefalingen.

- Regnmængderne er ikke ligeligt fordelt, flere steder i Midt- og Vestjylland lover prognoserne op til 15-25 millimeter, hvor bornholmerne kan se frem til blot nogle få millimeter, fortæller han.

Både lørdag og søndag vil temperaturerne være mellem 15 og 18 grader.

Næste uge ser ud til at starte med en del sol mandag og op mod 17-18 grader, mens bygerne vender tilbage tirsdag, hvor det meste af landet får vand.

Facebook
Twitter