Koralklynger ved Great Barrier Reef huser en bakterie, der minder meget om en seksuelt overført infektion i mennesker.
Ligesom et andet australsk ikon, koalabjørne, der også bærer en sådan bakterie, så er korallerne altså ramt af en klamydia-lignende bakterie.
Det er et hold af forskere fra University of Melbourne, der har lavet studiet, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift ”Sciences Advances”.
Forskerne mener, at bakterien altid har været i korallerne, og at den umiddelbart er harmløs - også over for mennesker.
Det er interessant forskning, hvis man spørger Lars Skou Olsen, kurator og chefdyrepasser på Den Blå Planet. Fordi klamydia-bakterien er bare én af flere bakterier, der er fundet i korallen.
- Man er begyndt at få øjnene op for, at koraller kan være lige så afhængige af bakterier, som vi mennesker er, fortæller han.
Der er eksempelvis en lang række bakterier i menneskers tarmsystem, som hjælper med at fordøje maden og lave den til energi.
Nu skal forskerne undersøge, om bakterierne har samme livsvigtige funktion for korallerne, som de har for mennesker.
- Man er begyndt at kigge på, hvordan korallerne opretholder livet? Altså sørger bakterierne for at være modstandsdygtige over for andre bakterieangreb, for sygdomme og for at hobe energi op?
Fundet i et rev
Ifølge Yahoo News ved forskerholdet endnu ikke, hvor udbredt bakterien er, eller om den gør skade på koralrevet.
Indtil videre er bakterien fundet i koraller i et enkelt rev, Feather Reef. I forskningsprojektet har man kigget på tre forskellige rev ud af de over 3.000 rev, som Great Barrier Reef består af.
Justin Maire, én af forskerne på projektet, skriver i et mailsvar til DR, at det er meget sandsynligt, at bakterien også findes i koraller i andre rev.
Fundet af bakterien er nyttig, lyder det fra Lars Skou Olsen, kurator på Den Blå Planet:
- Jeg tror, det hjælper os med at forstå, hvordan korallerne holder sig i live. Det ved man ikke ret meget om på nuværende tidspunkt, så det her er en af byggestenene, man lægger ovenpå.
Klamydia-bakterien er en naturlig del af korallen
Forskerholdet skal nu i gang med at undersøge bakteriens funktion, og hvorvidt den er skadelig.
I forskningsprojektet har man hentet koraller fra tre forskellige rev og undersøgt dem i et laboratorie.
Selv når koraller fra det klamydia-ramte rev opdrættes i anden generation på laboratoriet, så indeholder de stadig klamydia-bakterier, fortæller Lars Skou Olsen.
- Det er en bakterie, der er en naturlig del af korallerne. Man mener så, at den er med til at afvise skadende bakterier, der kan gøre dem syge, og samtidigt hjælper med til at optage forskellige vitaminer, forklarer han.
Lars Skou Olsen forklarer, at man kan forestille sig, at bakterierne lever i små familier inde i korallen, hvor de samarbejder om at få korallen til at fungere, som den skal.
- Så det er ikke bare en bakterie, der ligger og laver sygdom, den hjælper til at sørge for, at korallen virker som den skal.
Kan hjælpe korallernes overlevelse
Det er nemlig vigtigt at forstå, hvordan en koral fungerer, og hvilke bakterier der skal til, når koralrevet skal overleve effekterne af klimaforandringer, fortæller Lars Skou Olsen.
- Det kan jo være, at man på sigt kan gå ind og hjælpe korallerne til at fungere bedre i pressede situationer. Sådan som det er nu, så er der mange ting, der truer korallerne, og én af de værste ting, det er jo klimaforandringerne. Temperaturerne stiger, og så bliver korallerne stressede.
Når korallerne bliver stressede, afstødes de organismer, der hjælper korallen med at optage næring, forklarer han.