Vi bruger flere penge på brugte biler end på nye

Familiebilen ude i carporten har som regel kostet et sekscifret beløb, men den er købt brugt

Skal der købes stor familiebil bliver den ofte købt brugt (Foto: Jeppe Bruun Christensen © dr)

For hver gang to danske familier køber en fabriksny bil, så køber ni andre en brugt vogn. Og de, der køber brugt, er ofte villige til at lægge flere penge end de, der køber ny bil.

De ti mest populære, fabriksnye biler er i første halvår af 2015 i gennemsnit blevet solgt for 144.200 kroner. På slutsedlerne på de ti mest populære, brugte biler står der til sammenligning 168.800 kroner. Altså 24.600 mere pr. bil. Det viser beregninger, som Bilbasen har foretaget for DR.

- Der er stor efterspørgsel på de større familiebiler, siger Jan Lang, der som brugtbilsjournalist på Bilbasen følger brugtmarkedet tæt.

Store biler købes brugt For mens mini- og mikrobiler alene topper salgslisterne for fabriksnye biler, så ligger to store familiebiler VW Passat og Ford Mondeo allerøverst på salgslisterne blandt brugte biler. I alt er der i år solgt 11.500 brugte biler af de to modeller. - Folk har simpelthen ikke råd til at købe de her biler fra nye. De er simpelthen for dyre, siger Allan Skytte Christesen, der er forbrugerøkonom i FDM. Ud af de 1163 fabriksnye VW Passat, der ifølge Danske Bilimportører solgt sidste år, blev kun 77 – altså 6 procent - købt af private. Og ud af 960 solgte Ford Mondeo blev bare 2 – altså 2 promille – købt og betalt af private. Resten blev købt af firmaer og leasingselskaber.

- Det er jo helt i hegnet for at sige det mildt, siger Allan Skytte Christensen. Familiebilerne bliver altså som regel først købt af familier, når de har kørt et nogle år som firma- eller leasingbiler. - I stedet for at give mellem 500.000 og 600.000 kroner, så kan du måske slippe med 200.000 til 400.000 i stedet for, og det er altså mange penge at spare, siger forbrugerøkonomen.

Magasinet Penge ser i aften på, hvordan du kan gøre det helt rigtige brugtbilskøb, 21.55 på DR1