Victoria og Daniel har giftet sig

Med tårer i øjnene af dyb glæde har kronprinsesse Victoria og Daniel Westling - nu prins Daniel - givet hinanden deres ja i Storkyrkan i Stockholm.

Victoria og Daniel ved vielsen. (Foto: Janerik Henriksson © Scanpix)

Kronprinsesse Victoria og Daniel Westling har netop givet hinanden deres ja i Storkyrkan i Stockholm.

Både kronprinsessen og Daniel, der nu tituleres prins, havde tårer i øjnene og så meget, meget lykkelige ud under vielsen.

Mødtes midt i kirken

Kronprinsessen blev ført op ad kirkegulvet af sin far, kong Carl Gustav. Midt på kirkegulvet stod Daniel og tog imod sin prinsesse.

Der har været en del debat i Sverige om, hvorvidt kongen burde følge sin datter, kronprinsesse Victoria op ad kirkegulvet. Det er blevet kaldt gammeldags, amerikansk og kvindeundertrykkende - og derfor valgte kongehuset dette kompromis og lod Daniel modtage sin brud midt på kirkegulvet.

Yndlingsdesigner bag kjolen

Kronprinsessens kjole er designet af Victorias yndlingsdesigner Pär Engsheden og er en enkel perlehvid kjole med korte ærmer og en rund udskæring.

På hovedet bærer hun det samme diadem og kniplingsslør, som hendes mor dronning Silvia bar, da hun for præcis 34 år siden blev viet til kong Carl Gustaf - også i Storkyrkan i Stockholm.

I alt 10 brudepiger og -svende fulgte kronprinsesse Victoria op ad kirkegulvet. Heriblandt var lille prins Christian, kronprins Frederik og kronprinsesse Marys søn.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel udveksler ringe under deres vielse i Storkyrkan i Stockholm. (Foto: Anders Wiklund © Scanpix)
Facebook
Twitter