10 år med iPhone: I dag har næsten alle en smartphone i lommen

88 procent af danskerne har i dag en smartphone, men bruger den på forskellige måder fra generation til generation.

Du kan streame et tvprogram på smartphonen samtidig med, at du laver kaffe.

Hver gang smartphonen i Lucas lomme vibrerer, tager han den frem for at se, hvem af hans venner, der har slået noget op på Facebook, Snapchat eller Messenger.

Luca er 18 år og vokset op med smartphones som en del af hans påklædning og med en bærbar computer inden for rækkevidde de fleste af døgnets timer.

Luca tilhører gruppen af digitale indfødte, der ikke har kendt til en spiralkalender, en togplan i papir og en adressebog med telefonnumre og mailadresser på venner og familie.

10 år med smartphones

I dag er det 10 år siden, at den første forbruger stod med en smartphone i hånden. På en lun sommerdag i USA blev pensionerede politibetjente hyret til at holde vagt på dagen for at forhindre oprør på grund af opmærksomheden ved frigivelsen af den første smartphone.

Det var en iPhone 2G. Modellen nåede ikke at komme på markedet herhjemme, og der gik et år inden, at en dansk forbruger kunne stå med en smartphone i hånden.

Det var en iPhone 3G, der kom i 22 lande i jul 2008. Samme år kom den første smartphone i styresystemet Android også på markedet.

Smartphonen hitter

Flere og flere af os har taget smartphonen til sig. Især de seneste seks år er antallet af danskerne, som har deres egne smartphone, steget markant.

I 2011 ejede lige knapt 40 procent af befolkningen en smartphone. I år er tallet 88,6 procent.

Det fremgår af den nyeste undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet.

Den dækker mange behov

Mens Luca mest bruger sin smartphone til hele tiden at være i kontakt med vennerne og også være tilgængelig for dem, så dækker telefonen også en række andre behov, siger psykolog Mikala Liemann til dr.dk:

- Du kan have alt lige fra dine indkøbssedler, huskelister, kalender, planer og billetter for tog, busser og fly på den. Samtidig kan du søge oplysninger og ”gå” i banken, tage billeder af det, som du skal huske eller dokumentere.

- Det er nemt og bekvemt i dagligdagen kun at have en enkelt enhed med sig. Smartphonen er enten i tasken eller i lommen og altid tæt på.

En af dem, som er glad for at kunne dele indkøbssedlen med andre, er den 32-årige Philip Poulsen. Smartphonen er uundværlig, når han køber ind, og når han skal finde vej.

Det fortæller han om i videoen nedenunder.

Flere over 50 år har en smartphone

Smartphonen er også med til at gøre det nemmere at være i kontakt med venner og familie.

Netop kontakten til familie er Maririanne Schwan Reichstein glad for. Hun Skyper blandt andet til datteren, der bor i udlandet.

Med sine 63 år tilhører hun gruppen af danskere, hvor den største stigning af smartphoneejere er.

Det er nemlig i aldersgrupperne over 50 år, der er flest nye ejere af smartphones. Det viser tallene i Kantar Gallups nyeste undersøgelse, Mobile Life 2017.

26 minutter i døgnet på sociale medier

Hvordan og hvor meget vi bruger smartphones, hænger sammen med vores alder. Luca på 18 år er som de fleste digitale indfødte tilgængelig langt de fleste timer i døgnet, mens voksne og ældre bruger mindre tid med smartphonen i hænderne.

Både i år og også i 2016 brugte smartphoneejere samlet set mest tid på de sociale medier, når de har smartphonen i hånden.

Det er i gennemsnit 26 minutter i løbet af et døgn.

Vi kan ikke leve uden en smartphone

Det at bruge megen tid på det sociale liv på smartphonen, gælder ikke kun de helt unge, men alle aldre, mener erhvervsforsker ved CBS, Søren Schultz Hansen.

Han har i ni år studeret de ’digitalt indfødte’, den generation, der er vokset op med mobiltelefoner og sociale medier. Søren Schultz Hansen definerer de digitalt indfødte som danskere i alderen 18 til 28 år:

- Alle smartphoneejere er blevet afhængige af den smarte telefon i dagligdagen. Vi kan ikke leve uden. Den gør det meget let for eksempel at købe billetter, finde adresser og komme i kontakt med hinanden.

Det sociale liv på smartphonen gælder alle aldre, siger han:

- Mange, der ikke er digitalt indfødte, klandrer ofte deres børn og andre digitale indfødte for at bruge for meget tid på sociale medier på deres mobiltelefoner. Dermed klandrer de så de unge for at være sammen med deres venner.

- Det er nemlig den måde, de digitale indfødte ofte er sammen med vennerne.

Styr din mobilstress

Søren Schultz Hansen mener, at vores afhængighed af smartphonen gør vores dagligdag både lettere og hurtigere, men samtidig også mere stressende:

- Når smartphonen vibrerer svarer det til, at en person fysisk prikker dig på skulderen. Det er stressende hele tiden at blive forstyrret og aldrig være alene. Forstyrrelserne er en kæmpe udfordring for vores muligheder for at være alene, fordybe os og udvikle os.

Men du bestemmer selv, hvor meget du vil være tilgængelig og dermed lade dig forstyrre, lyder det fra erhvervsforskeren:

- Du kan blandt andet slå alle notifikationer fra for ikke at få seneste nyheder fra alle dine venner, og du kan lave dine egne regler for, hvornår på døgnet du ikke tjekker mails og lignende på din smartphone.

Philip bruger 2-3 timer i døgnet

Philip Poulsen på 32 år mener, at han i snit er på sin smartphone 2-3 timer hver dag fordelt ud over døgnet:

- Når jeg vågner om morgenen, tjekker jeg som det første Facebook – og gør det så igen i en pause i løbet af dagen. Måske gør jeg det to gange, hvis jeg har tid og så en sidste gang inden sengetid.

Resten af smartphonetiden er fordelt på indkøb, lave huskelister, finde opskrifter og andre oplysninger, som han skal bruge.

Facebook
Twitter