19-årige Magnus vinder international forskerpris: Startede som gymnasieopgave

Det, der startede som Magnus Quaade Oddershedes hovedopgave på gymnasiet, har nu ført til flere priser.

19-årige Magnus Quaade Oddershede har vundet førsteprisen ved EM-finalen i science, der foregik i Bulgariens hovedstad, Sofia. (Foto: Jakob Vind)

En lille legetøjsflyvemaskine af plastik kickstartede det hele.

For den fik tændt Magnus Quaade Oddershedes interesse for fly, og hvordan de tunge maskiner egentlig kommer op at flyve i luften. En interesse han har haft, siden han var helt lille.

Det hele kulminerede tirsdag, da Magnus vandt førstepræmien ved EM-finalen i science, der foregik i Bulgariens hovedstad, Sofia.

Prisen vandt han for at have udviklet en ny vingespids til fly, der potentielt kan betyde en drastisk reduktion af flybranchens brændstofforbrug og CO2-udledning.

Projektet er en videreudvikling af Magnus' SRP-opgave, der er et studieretningsprojekt, man laver på sit sidste år i gymnasiet:

- Ideen var ikke, at jeg skulle finde på noget nyt, men beskrive de vingespidser, der bliver brugt. Og igennem det arbejde gik det op for mig, at der var en måde at lave dem mere effektive, siger han.

Efterfølgende kom Magnus frem til, at hans opgave havde fejl og mangler, og derfor arbejdede han videre med projektet.

Vil gentage eksperiment

Og for de ikke-fysikkyndige - hvad er det så helt præcist, at Magnus Quaade Oddershedes projekt går ud på?

- Jeg har lavet en ny vingespids til flyvemaskiner. Den kan fjerne nogle turbulente strømninger omkring vingespidserne, fordi vingespidsen gør, at luften flyver mere glat eller smooth forbi. Derfor er der mindre luftmodstand og dermed mindre brændstofforbrug, forklarer Magnus.

Det er Europa-Kommissionen, der har taget initiativ til Europamesterskabet i science, som Magnus netop har deltaget i. (Foto: Jakob Vind)

Med prisen ved EM i science følger 7.000 euro svarende til godt 50.000 kroner. Og dem vil Magnus gerne bruge til at arbejde videre med projektet:

- Lige nu har jeg kun udført et enkelt eksperiment i forbindelse med projektet. Der var nogle uhensigtsmæssige ting ved det eksperiment, som jeg derfor gerne vil forbedre.

Prisvinder og ny på fysikstudiet

Magnus Quaade Oddershede blev student i sommer og skrev sin SRP-opgave for omkring et år siden.

I foråret blev han ved Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence kåret som en af årets Unge Forskere, og i går tog han altså den helt tunge pris hjem ved EM i science.

Oven i det hele er han netop startet på fysikstudiet på Københavns Universitet.

- De sidste par uger er gået med at læse op til studiet og læse op til konkurrencen. Jeg går også til roning og skulle træne op til DM i roning, men det har jeg droppet, siger han.

Heldigvis havde han forberedt det meste i forhold til sit projekt, der skulle præsenteres ved EM i science:

- Jeg skulle i princippet bare oversætte det til engelsk og sætte mig ordentligt ind i det igen. Jeg havde nemlig allerede udviklet godt på det i foråret i forbindelse med Unge Forskere, siger han.