300.000 coronatilfælde kan spores tilbage til én konference i februar

Supersprederbegivenhed i USA var langt værre end først antaget, konkluderer forskere i nyt studie.

Marriot Long Wharf Hotel i Boston lagde lokaler til Biogen-konferencen i februar, der viste sig at være en ægte supersprederbegivenhed. (Foto: © JOSEPH PREZIOSO)

En konference med 175 deltagere på USA's østkyst er kilde til mere end 300.000 coronatilfælde i USA og en række andre lande.

Det vurderer flere end 50 forskere fra blandt andet Harvard og MIT, Massachusetts Institute of Technology, i et studie, der er publiceret i tidsskriftet Science.

- Genomdata afslører, at konferencens indvirkning var langt større end de omkring 100 smittetilfælde, der blev kædet direkte sammen med begivenheden, hedder det i rapporten.

Forskerne har sporet to genomsekvenser - genetiske signaturer - af coronavirusset fra konferencen, som blev afholdt af medicinalvirksomheden Biogen i storbyen Boston fra 26. til 27. februar.

Siden hen har det vist sig, at de to genomsekvenser frem til 1. november er fundet hos henholdsvis 245.000 og 88.000 coronatilfælde i 29 delstater på tværs af USA.

Foruden delstaten Massachussetts spredte smitten sig især til Florida, North Carolina og Indiana.

Men der er også fundet smittetilfælde i Australien, Sverige, Slovakiet og andre steder, fastslår forskerne.

- Analyser af den første bølge af covid-19-udbruddet i Boston-området giver stærke beviser på den vigtige rolle, som supersprederbegivenheder spillede i skabelsen af pandemien, lyder det i konklusionen.

Stadig ubesvarede spørgsmål

Biogen-konferencen fandt sted, mens coronapandemien stadig var i sin vorden.

Det var omkring 14 dage senere, at Verdenssundhedsorganisationen WHO erklærede udbruddene for en verdensomspændende epidemi - altså en pandemi.

På det tidspunkt var forskerne ikke opmærksomme på de supersprederbegivenheder, som vi i dag ved, at coronavirusset kan forårsage.

- Beskrivelser af covid-19-smitte har omfattet klynger af smittetilfælde, som forbindes med forsamlinger, heriblandt på arbejdspladser og i kirker. Og især i miljøer som plejehjem og herberger.

- Disse klynger mistænkes ofte for at forårsage superspredning, hvor et enkelt individ smitter mange andre. Men disse begivenheders bidrag til regional og national spredning er ikke velbeskrevet, skriver forskerne.

I rapporten anslås det, at de omkring 100 smittede fra Biogen-konferencen er årsag til 1,6 procent af samtlige coronatilfælde i USA.

- En bedre forståelse af smittespredningens dynamikker kan bidrage til mere målrettede og effektive tiltag mod pandemien, lyder det i rapporten.

I første omgang blev størstedelen af smitten fra konferencen registreret i Massachussetts, der ligger på den nordlige del af østkysten.

Men senere ved undersøgelsesperiodens afslutning viste det sig, at effekten var både langvarig og vidtrækkene.

I den sydlige delstat Florida har man således registreret hele 29 procent af de smittetilfælde, der kan relateres til konferencen i februar.