Australsk studie: Ny superbakterie spreder sig over hele verden

På hospitaler over hele verden har forskere fundet en ny superbakterie, der er resistent over for antibiotika.

Ben Howden (tv), direktør for mikrobiologisk afdeling på universitetet i Melbourne, advarer om en ny superbakterie, der har spredt sig over hele verden. (Foto: William WEST © Scanpix)

En bakterie, der er resistent over for næsten alle kendte antibiotika, og som kan forårsage alvorlige infektioner og sågar død, har tilsyneladende spredt sig til hospitalsafdelinger over hele verden.

Sådan lyder en advarsel fra en gruppe forskere i Australien i det anerkende akademiske tidsskrift Nature Microbiology.

Advarslen kommer, efter at forskere fra University of Melbourne har fundet tre varianter af den multiresistente bakterie i prøver fra ti lande, herunder flere europæiske lande.

Det er ikke oplyst, hvilke lande der er tale om.

- Vi begyndte med at tage prøver i Australien, men foretog også et globalt øjebliksbillede. Vi fandt ud af, at den (bakterien) findes i mange lande og på mange institutioner over hele verden, siger Ben Howden, direktør på mikrobiologisk laboratorium på Melbourne University, til nyhedsmediet AFP.

Kan være dødelig

Bakterien er en type Staphylococcus epidermidis (stafylokokker, red.).

Stafylokokken lever på vores hud, og er normalt ikke farlig. Men på hospitaler er man alligevel meget opmærksomme på bakterien, da den kan give infektioner i forbindelse med fx operationer.

Staphylococcus epidermidis infektioner kan være svær at slå ned, da bakterien ofte er resistent overfor flere typer antibiotika.

Og det ser altså ikke ud til at blive lettere i fremtiden, for de typer af bakterien, de australske forskere har fundet, er resistent overfor nogle af de typer antibiotika, som man tidligere ellers sjældent så resistens overfor.

Ændring i bakteriens DNA

Forskerne har fundet mindre ændringer i de resistente stafylokkens DNA, som gør dem resistent over for de mest anvendte typer af antibiotika, som bruges til behandling af infektioner på hospitaler.

Det er i sig selv ikke usædvanligt at bakterier ændrer sig, så de kan modstå visse typer antibiotika.

Men en ændring, der giver bakterien resistens overfor antibiotikaet rifampicin, ser også ud til at give bakterien bedre modstandsdygtighed overfor vancomycin, som normalt er en af de sidste forsvarsværker vi har mod bl.a. MRSA, en af Staphylococcus epidermidis fjerne og langt mere dødelige fætre.

- Disse to antibiotika er ikke relaterede, og man ville derfor ikke forvente, at en mutation ville medføre, at begge typer fejlede, siger ph.d.-studerende ved Doherty Institute i Melbourne Jean Lee, der er medforfatter til undersøgelsen.

Mange af de mest effektive typer af antibiotika er ofte ekstremt dyre og endda giftige. Og holdet bag undersøgelsen vurderer, at brugen af flere præparater på en gang for at modvirke resistens måske ikke engang vil virke.

Artiklen er efter udgivelse blevet opdateret med præciseringer af indholdet.

/ritzau/AFP - redigeret af DR

Facebook
Twitter