Behøver man træne for at tabe sig? Fem falske myter om vægttab

Din kost er afgørende for vægttabet, men træning kan være nøglen til at holde vægten, siger ekspert.

Fysiologisk set kan du ikke omdanne dit fedt til muskler. I stedet kan du forbrænde fedt til energi, mens muskler opbygges af proteiner. (Foto: Diana Polekhina © Unsplash)

Alle kroppe er dejlige kroppe.

Heldigvis ser vi alle forskellige ud, men vores udseende - og særligt vores kropsvægt - har længe optaget os.

Hvis du har lidt ekstra fedt lagret på kroppen, er der en ret naturlig forklaring.

Du er nemlig udstyret med en urhjerne, der sender en fest af dansende hormoner af sted i din krop, når du spiser. Hemmeligheden ligger i reptilhjernen, der styrer vores dybe instinkter som sult, frygt og sexlyst.

- Vores hjerne er udstyret med et system, der sørger for, at der er nok energi til i morgen, siger Jens Christian Holm.

Jens Christian Holm er børnelæge og arbejder til daglig med overvægtige børn. Han forklarer, at det er helt naturligt, at det føles godt at spise.

- Decideret overvægt, som over halvdelen af voksne danskere lider af, er én af de største sundhedsmæssige trusler - også på verdensplan, siger han.

Udover at problemet med overvægt er meget udbredt, er det også et område, der er fyldt med myter, skam og skyld.

Det er nu tid til forårsrengøring i de sejlivede myter om vægttab.

1

Du kan tabe dig, hvis du er motiveret

Skal man være motiveret for at tabe sig? Ja, selvfølgelig, ville de fleste nok svare. Men motivation i sig selv er kortvarig, forklarer Morten Zacho, der er studielektor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

- Motivation er ingen garanti for et vægttab. Motivationen bliver hurtigt dræbt af en stor bakke, regnvejr og modvind, siger han.

For opskriften på et vægttab står ofte på mere bevægelse og mindre mad, men det kræver stor dedikation, hvor dine omgivelser også har meget at skulle have sagt.

- Hvis dine venner og familie har meget usunde spisemønstre, ved vi, at motivationen også hurtigt bliver dræbt, fordi man ikke får den nødvendige støtte, siger Morten Zacho.

Læge Jens Christian Holm fremhæver netop den indre motivation som den mest sejlivede myte af alle på området.

- Hele verden har accepteret, at motivation er en forudsætning for, at man kan tabe sig. Men det tørrer ansvaret af på den enkelte, siger han og fortsætter:

- Svær overvægt skal forstås som en kronisk, fremadskridende og tilbagevendende sygdom. Vi har et helt sundhedssystem, der er baseret på motivation, hvilket er et stort problem, fordi overvægt er en kompleks sygdom, hvor fedtmassen forsvares aktivt med et hormonsystem. Den er ubarmhjertig, fordi den ofte vender igen, siger han.

Han forklarer, at kroppen forsvarer fedtmassen ved hjælp af dit hormonsystem, der går millioner af år tilbage i tiden.

2

Man skal træne for at tabe sig

- Man behøver ikke at træne for at tabe sig. Det er nemlig kosten, der er den afgørende faktor, siger Morten Zacho.

Det, som du kan forbrænde på 30 minutter på løbeturen, kan du nå at udligne med en chokoladebar, inden din puls igen er faldet til ro.

Når du træner, sker der en naturlig appetitregulering. Din krop kompenserer for det, du har forbrændt under træningen ved at skrue op for appetitten.

Men det betyder ikke, at du skal droppe træningen.

- Forskning viser, at der er flere, der fastholder vægttabet, hvis man kombinerer det med træning, siger Morten Zacho.

Med en aktiv livsstil generelt har du altså bedre forudsætninger for at holde et vægttab over tid.

3

Du taber dig ikke af styrketræning

Når det kommer til at få en mindre fedtmasse, er der mange, der tror, at løb, cykling eller gåture er det eneste, der virker. For styrketræning giver dig større muskler, og det taber man sig ikke af, lyder myten.

Men det er ikke helt rigtigt. For veltrænede muskler hjælper dig til at forbrænde mere energi, både når du er aktiv, og når du slapper af.

- Styrketræning har også en sidegevinst. Du bliver ikke bare slankere, men du får også flotte former fra dine trænede muskler, siger Morten Zacho.

Når man er i gang med et vægttab, vil musklerne kun vokse ganske lidt, så specielt kvinder skal ikke være nervøse for at blive for muskuløse. Resultatet vil dog stadig være, at du synligt er blevet sundere og mere fit.

4

Når du træner, omdanner du dit fedt til muskler

- Det kan ikke lade sig gøre rent fysiologisk. Muskler og fedt er to forskellige vævstyper. Derfor kan du ikke på magisk vis omdanne den ene vævstype til den anden, siger Morten Zacho.

Der sker i stedet to sideløbende processer i din krop.

Fedtmassen bruges som brændstof under fysisk aktivitet. Fedtet bliver til energi, som bruges i musklerne.

Musklerne opbygges i stedet af proteiner, der er de byggesten, som din muskelmasse skal bruge til at vokse sig større.

Fødevarer med et højt indhold af protein er for eksempel kød, æg, kikærter, bønner og linser.

5

Du kan tabe dig på maven med mavebøjninger

Lad os slå fast, at denne sejlivede myte er absolut falsk.

- Det kan ikke lade sig gøre at tabe sig bestemte steder på kroppen ved at træne områderne ekstra meget. Populært kaldes det punktslankning, og det findes ikke, siger Morten Zacho.

I stedet er målet lidt mere langsigtet.

Når du reducerer din fedtmasse, vil det tage fra dine fedtdepoter, der kan være placeret forskellige steder på kroppen som for eksempel lår, mave eller hofter. Hvis fedtmassen reduceres, vil hele din krop fremstå mere tonet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk