Camilla danser sig glad: ‘Jeg oplever ofte folk sige, at jeg ikke bør danse'

32-årige Camilla vil flytte fokus fra kroppen til de indre værdier.

Beatet sætter takten, mens Camillas hofter følger efter.

- Det må gerne blævre, siger hun, imens hun smiler til kameraet.

I sin stue midt i Odense optager hun sin egen dans på sin telefon, hvorefter hun poster sine dansetrin til cirka 9.000 følgere på de sociale medier under navnet mor_plus. Hun gør det for at vise, at alle må danse.

- Jeg er tyk, og derfor har jeg mange gange oplevet, at nogle mener, at jeg ikke burde danse. Det, synes jeg, er helt forkert. Jeg vil gerne vise, at man skal gøre lige præcis dét, man har lyst til, uanset hvad der holder én tilbage, siger hun.

Camilla Jørgensen danser af glæde og lyst - ikke for at tabe sig eller kontrollere kalorier. (Foto: malene nelting © Malene Nelting)

Gør, hvad du vil

Camilla vil gerne udrydde nogle af de fordomme, hun og andre tykke møder på sin vej. Særligt nævner hun, at det kan være svært at spise en is i offentligheden og samtidig undgå skeptiske blikke.

- Mit mantra er ‘Fuck ‘burde’, og gør hvad du vil’. Som tyk er der så mange ting, man ikke 'burde'. Det vil jeg gerne bryde med. Jeg mener, at alle med tykke kroppe skal kunne spise en is offentligt, tage en bikini på eller danse hele natten, hvis det er dét, de vil.

Også i indbakken har Camilla Jørgensen ofte mødt fordomme om, hvordan hun ‘burde’ opføre sig med sin krop.

- Jeg bliver ikke ked af det mere, hvis jeg får at vide, at jeg er klam eller ulækker. Hate imod min krop og udseende påvirker mig ikke mere. Jeg synes egentlig bare det er synd for dem, der har behov for at sige noget grimt til andre mennesker, siger hun.

'For højt et mål at elske sin krop'

Hun ser dog ikke sig selv som en del af den kropsaktivistiske bølge, ‘body-positivity’, som har til formål at elske alle typer kroppe og alle skævheder ved den menneskelige krop.

Det gør hun ikke, fordi hun hellere vil flytte sit fokus fra kroppen og over på de indre værdier.

- Jeg ser ikke mig selv som en del af ‘body-positivity-bølgen’, fordi det er for højt et mål for mig at sætte, at jeg skal kunne elske alt ved min egen krop fra strækmærker til appelsinhud, siger hun og fortsætter:

- Men jeg vil gerne have et neutralt forhold til min krop. Jeg har accepteret min krop, og derfor vil jeg flytte fokus fra min krop til mine personlige værdier og lægge vægt på dem. Vi er jo meget mere end en krop, siger hun.

Camilla Jørgensens vil gerne vise, at alle mennesker må danse.

Danseglæden kommer først

Det er hverken med øje for at motionere eller at tabe sig, at Camilla danser. Hun danser, fordi hun har lyst.

- Det gør mig glad at danse. Jeg kan sagtens gå i byen og danse en hel nat på dansegulvet uden at røre en dråbe alkohol. Det gør mig simpelthen høj at danse, siger hun.

Hver gang hun har tanker om, at hun ‘burde’ gå en tur eller motionere på en eller anden måde for at tabe sig, lader hun bevidst være. For hende skal bevægelserne være drevet af passion - og fordi hun ikke kan lade være.

- Jeg har ingen skridttæller, og jeg skal heller ikke have én. For mig handler dansen om lyst og glæde - ikke kontrol og kalorier.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk